Knytnæven hylder Hulda Lütken med koncert og køretur
Fødselsdagen for Frederikshavns store forfatterinde Hulda Lütken fejres både med koncert på Frederikshavn Kunstmuseum og en køretur til hendes steder i Frederikshavn og Elling.
Det litterære selskab Knytnæven inviterer til en særlig koncert i anledning af digteren og frederikshavneren Hulda Lütkens (1896-1946) fødselsdag – en eftermiddag, hvor poesi og klassisk musik mødes i en intens og sanselig fejring af hendes kunstneriske arv.
Koncertens omdrejningspunkt er en sangcyklus med tekster af Hulda Lütken, komponeret af den internationalt anerkendte pianist og komponist Thomas Clausen. Han har med klassiske kompositioner skabt en musikalsk fortolkning af Lütkens digte, der både rummer dybde, drama og lyrisk finesse. Sangene fremføres af sopran Nina Sveistrup Clausen, hvis stemme bringer ordene til live med stor indlevelse og klanglig styrke.
- Hulda Lütkens fødselsdag 5. oktober er en perfekt mulighed for Knytnæven til at slå et slag for Frederikshavns store forfatterinde. Hun fortjener en renæssance. Hun var en litterær kæmpe. Knytnæven kommer til at fejre Hulda Lütkens fødselsdag fremover, siger Tine Bro, formand for Knytnæven, som blev grundlagt sidste år i Frederikshavn.
Koncerten med Thomas Clausen og Nina Sveistrup Clausen byder på hele ni sange fra den oprindelige sangcyklus komponeret i 2019 samt uropførelsen af tre helt nye værker, skrevet specifikt til denne begivenhed.
Koncerten finder sted søndag 5. oktober kl. 16.00-17.30 på Frederikshavn Kunstmuseum og er støttet af Sparekassen Danmark og puljen med De Frie Midler fra Frederikshavn Kommune.
Allerede søndag formiddag inviterer Knytnæven til en stemningsfuld køretur i Hulda Lütkens fodspor – en rejse med stop på de steder, der prægede hendes liv og virke.
Turen begynder på parkeringspladsen ved Elling Kirkegård og fortsætter mod Østerholmen Skole, hvor hun voksede op.
- Hulda Lütken satte sig stærke spor som både forfatter, kvinde og frederikshavner. Med køreturen til hendes steder i Frederikshavn og Elling har vi en alternativ og rig mulighed for at fortælle de væsentlige historier om Hulda Lütken, udtaler Tine Bro.
Herfra går ruten til Bangsbostrand, hvor hun i Strandhytten ned til Kattegat boede fra 1932 til sin død. Turen går tilbage igen til Elling Kirkegård, hvor turen afsluttes ved Hulda Lütkens gravsted med den over to meter høje og fem tons tunge gravsten udhugget af de frederikshavnske stenhuggerbrødre Sven og Frans Bovin.
Undervejs vil der være små fortællinger og stop, hvor Knytnæven dykker ned i Hulda Lütkens fascinerende historie og forfatterskab.
Køreturen foregår i egen bil fra kl. 10.00-12.00.
Billet til 100 kroner, som er inklusive kaffe og rundstykker, kan købes på Knytnævens Facebook-side.
Har du ikke mulighed for at køre selv, kontakt da: peli@frederikshavn.dk.