25-års jubilæum i Jyske Bank: - "Frede" er en ener, som vi sætter meget stor pris på
Fredag eftermiddag var der reception i Jyske Bank i Frederikshavn i anledning af Henrik "Frede" Frederiksens 25-års jubilæum. Det skete i bankens lokaler på Rådhus Allé, og det blev noget af et tilløbsstykke.
Fra start til slut var alle bankens lokaler i stuen og på første sal fyldt, men det lykkedes Kanal Frederikshavn at få en snak med den populære jubilar.
- Min første tanke er lige nu – hvor blev den tid af? Jeg husker tydeligt skiftet til Jyske Bank som et skifte til en moderne, sprudlende bank med højt til loftet. Man kunne møde kunderne i øjenhøjde, hvilket passer til mig som person. Samtidig er den teknologiske udvikling gået stærkt og gør det stadig, og farten tiltaler mig. Jeg sætter pris på at kunne give kunderne et hurtigt svar, og jeg er stadig drevet af at lave forretninger til gavn for både banken og kunden. Jeg har stadig passion for denne verden, og jeg er glad og stolt over, at jeg stadig har den drivkraft, fortæller Henrik Frederiksen.
For "Frede" er det vigtigt, at det er sjovt at gå på arbejde.
- Hos Jyske Bank i Frederikshavn har vi et stærkt hold, og jeg glæder mig hver dag over mine kolleger, der sammen med Jyske Bank giver mig plads til at være den person, som jeg er. Det falder mig naturligt at være udadvendt, og via sportens verden, et socialt liv og en aktiv familie har jeg skabt en godt netværk. Det glæder mig, at så mange af dem er kommet for at fejre mig i dag, så jeg må have gjort noget rigtigt, smiler jubilaren og tilføjer:
- Min mor var jo ansat i en sparekasse, da jeg var barn, så i hele mit 57-årige liv er jeg kommet i bankverdenen. Jeg har nok haft en bankmand i maven gennem hele livet.
I forbindelse med jubilæet flød der også pæne ord i retning af Henrik Frederiksen fra Carsten Holst Vinther-Jensen, der er markedsdirektør, Privat i Jyske Bank.
- Jeg kender ingen, der har relationskompetencer som Frede. Han kender næsten alle, og han vil altid gerne lære endnu flere at kende. Det kommer fra hjertet, og selvfølgelig handler det ofte om jobbet, men i Fredes tilfælde har han altid sjælen med og gør ikke noget halvt. Privat og på arbejde skaber han altid nye relationer, og selv efter 40 år i bankverdenen er han fortsat et energibundt. Der er ingen alderssvækkelse at få øje på, men den del kommer heller ikke gratis. Hvis ikke han er på vej til reception, som han er ubestridt danmarksmester i, så er han på vej til crossfit, padel og alt muligt andet, smiler Carsten Holst Vinther-Jensen og fortsætter:
- Al den energi udmønter sig i rigtig mange gode møder med kunderne, og så kan vi som team arbejde med hver vores kompetencer og sammen med Frede skabe de bedste kundeoplevelser til gavn for både kunder og Jyske Bank.
Ifølge Carsten Holst Vinther-Jensen er Henrik Frederiksen en ener.
- Frede er helt sin egen, og der findes ikke nogen magen til rent forretningsmæssigt. Nogen gange kunne man drømme om flere af Fredes slags, men ved nærmere eftertanke er der nok kun plads til en Frede i Jyske Bank. Og ham vi har, sætter vi meget stor pris på, understreger Carsten Holst Vinther-Jensen.