250 publikummer oplevede Emil Midé Erichsen på Frederikshavn Gymnasium
"Hvad drømmer vi om?" Et stort spørgsmål, som Emil Midé Erichsen fremførte på scenen tirsdag aften. Når han vender sig mod havet, bliver hans blik uendeligt, men i aften fik de fremmødte nærvær og alt lige fra hjertet, da Emil Midé Erichsen besøgte FOA og Frederikshavn Teaterforening på Frederikshavn Gymnasium, hvor 250 gæster var mødt op.
Det er mere end 10 år siden, at Emil Midé Erichsen sammen med sin bror Theis kastede Havanas fortøjninger og drog på en tre år lang jordomsejling. Undervejs blev det til det populære TV-program "Kurs mod fjerne kyster".
Siden har Emil holdt over 300 foredrag, gået 200 kilometer på ski i Arktis og sejlet knap en halv jordklode med sin kone og to små børn. Og varmet op i Københavns gader med to dæk på slæb. Det affødte flere sjove bemærkninger, som husk nu at skifte til vinterdæk og tag lige noget skrald med for os, jo, det er hårdt at træne op til de store udfordringer, man giver sig selv.
Tirsdag aften tog Emil publikum med på rejsen fra at være en ung mand med en drøm om at sejle jorden rundt til i dag at stå midt i 30'erne og stadig insistere på, at eventyret er muligt midt i livet med børn, karriere og forpligtigelser.
- Når jeg vender mig mod havet, indstiller blikket på uendelig og i stedet kigger indad, er det med håbet om at finde svar på nogle af de spørgsmål om familieliv, fællesskab, drømme og eventyr, som jeg tumler med. Siden mine frontallapper begyndte at gro sammen, har det været de største temaer i mit liv, sagde han.
Det var en stor omvæltning at komme hjem fra jordomsejlingen med Havana, kompasset skulle kalibreres på ny, og et liv med fast grund under fødderne skulle formes. Først da hans kone Louise stillede det åbenlyse spørgsmål, "hvad drømmer VI om?", begyndte brikkerne at falde på plads.
Emil har sejlet med sin kone og deres to små drenge fra Danmark til Caribien. Turen er sat på pause, og Emil er for en stund hjemme og deler gavmildt ud af både oplevelser.