9. april - en film med mange stærke øjeblikke

I begge film spiller Danmark næste store internationale skuespiller Pilou Asbæk en centrale rolle – ja, i 9. april er han filmens helt centrale omdrejningspunkt som sekondløjtnant Sand. Han repræsenterer, vil vi gerne tro, den danske modstandsvilje og kampgejst, der kun på grund af handlingslammede politikere og inkompetent militær ledelse, ikke får lov at forsvare Danmark. Senere i filmen har man bestemt ikke det indtryk, at vi som nation ville have været bedre i stand til at forsvare os, selv med bedre udstyr og materiel.

Allerede i filmens indledning trækker man uvilkårligt på smilebåndet. Ganske vist har historikere bekræftet filmens autencitet, men man kan næsten ikke forstå, at det at få et dækskifte gennemført under 1.30 min er et helt centralt træningselement i den danske hær i 1940! Senere ved vi jo godt, at Hitler har ændret krigens præmisser med "Blitzkrieg", hvor fart og samtidig brug af fly og artilleri med en massiv spydspids af kampvogne. De danske tropper, hvert behørigt med udstyret med 40 skud, kommer til kort i allerede de første træfninger.

Filmen indeholder mange stærke øjeblikke, hvor man uvilkårligt selv er med. Når Pilou Asbæk knuger både sit eget "hundetegn" og de to mand i hans 2. cykeldeling, som er faldet, mens han udstråler på en side vilje og styrke, men samtidig modløshed over den ulige kamp. En kvindelig beboer i et hus man søger tilflugt i, tørrer blodet væk fra en af soldaternes kinder for efterfølgende at betro Sekondløjtnant Sand, at for 20 år siden var området også under tysk herredømme, og det for hende ikke gjorde nogen forskel. Sekondløjtnant Sand lever op til sin helterolle i filmen og siger, at for ham gør det, mens han afviser at skåne de unge mænd for mere, som kvinden også opfordrer til: "Nu har de fine søde drenge fået rigelig krig". På en gang en ikke særlig patriotisk indstilling den ældre kvinde udtrykker, men samtidig sagt med en stor livserfaring og vel også udtryk for vores nationale tilpasningsstrategi. Senere ser man også danske drenges lege på en tysk kampvogn få timer efter vi som land er besat.

Et dramatisk øjeblik indtræder, da en lille dreng omkommer øjeblikket efter han havde forsøgt at sælge billig mælk til de netop ankomne soldater fra 2. cykelregiment. Drengens forsøg på at sælge mælk vækker også minder om, at vi som nation kort tid efter besættelsen, med politisk opbakning, i stedet for krig kastede os over produktion og salg til tyskerne. Man tænker uvilkårligt på "gullaschbaronerne", som de hed under 1. verdenskrig. Den del af vores krigshistorie har vi aldrig brudt os om.

2. Cykeldeling spiller hovedrollen i filmen og måske også i et for stort omfang. Man fornemmer tidligt pointen om den groteske situation med den komplet vanvittige situation, at danskerne cykler rundt med militært udstyr på bagagebærerne, mens tyskerne kører med kampvogne og dertil flystøtte.

Filmens stærkeste virkemidler er de omgivelser, hvor begivenhederne tager fat. Her er der ikke tale om jungle, ørken eller bjerge, som mange moderne krigsfilm udspiller sig, ja, man tænker på et tidspunkt, at begivenheden kunne have foregået lige uden for vores egen dør. De små joviale bemærkninger fra de kampklare soldater om, at eksempelvis det er svært at kæmpe uden kaffe også er med til at give en karakteristik af vores mentale beredskab.

Pilou Asbæk spiller rollen fantastisk. Han går i spidsen. Opmuntrer sine mænd i svære stunder, og filmens klimaks er vel, hvor han allermest presset i gadekampene i Haderslev må bede en af sine tyskladende soldater fortælle, hvordan man siger: "Kapitulieren, Nich schissen". Det heroiske består i, at soldaterne allerede inden de igen stillede op til kamp vidste, at de ikke havde en chance – de havde jo allerede den kamperfaring alle andre manglede. Efterfølgende stiller den tyske befalingsmands Løjtnant Sand så det indlysende spørgsmål, hvorfor kæmpede I videre, når der officielt var kapituleret for to timer siden? Igen et vidnesbyrd om, at de kommandolinjer, som er altafgørende i enhver krig, var ikke eksisterende, men også en påmindelse om, at danskere gav sit liv – efter krigen var tabt.

Det sidste bliver man så mindet om, da en række ældre mænd træder frem i afslutningen af filmen og giver et nutidigt syn på 9. april.

Man skal se filmen, hvis man gerne vil have en større forståelse af et af de mørkeste øjeblikke i vores lands historie set ud fra et militært perspektiv.

Man får ikke hverken baggrund eller perspektiv med filmen. Men nogen gange skal man også bare tage en film for det, den er.

Her er ingen hovedrolleindehaver, vi kommer til at kende en masse til som i "Hvidsten Gruppen", men en masse dygtige skuespillere, der formidler den helt særlige dato som for evig tid vil være en del af vores historie – selvom vi alle hellere vil huske 5. maj og vores egen modstandskamp.

Filmen vil formentlig ikke blive en bestseller. Dertil er handlingen for snæver - forstået på den måde, at begivenhederne bliver begrænset både tidsmæssigt og indholdsmæssigt. Men det er en solid film, der som historisk dokumentation bestemt har sin berettigelse. I biografen var den ældre generation denne aften i klart overtal, og netop genkendelsen og et nostalgisk tilbageblik hører med til oplevelsen.

Man bliver i øvrigt igen bekræftet i en ting: Film får bare en ekstra dimension ved at blive set i biografen. Vi giver fire ud af seks poser popcorn.