Åbent brev til byrådet og alle, der tror på levende landsbyer i Frederikshavn Kommune 

Det er smukke ord. Problemet er bare, at vi i Jerup oplever noget helt andet. Torsdag morgen vågnede vi til nyheden om, at administrationen indstiller Børnehuset Mariehønen til lukning, og at det allerede vendes på mødet i Udvalget for Børn, Unge og Familier på mandag.

Der har ingen dialog været med lokalsamfundet og intet møde været om byens fremtid. I stedet skal både borgere, foreninger, ejere af bygningen, ansatte og forældre læse det i pressen. Det er usmagelig ud over alle grænser, og det gør ondt.

Ikke alene fordi Mariehønen gennem generationer har været en naturlig del af vores by, men fordi sagen rammer langt dybere end et enkelt dagtilbud. Den rammer troen på, at det overhovedet er muligt at udvikle et landsbysamfund i Frederikshavn Kommune.

Jerup har gjort præcis det, kommunen beder os om 
Trods vores beskedne størrelse er vi ikke en landsby, der sidder med hænderne i skødet. Vi sætter os ikke ned og venter på at noget sker herude. Vi har skabt Sommer ved Søen, etableret et stærkt netværk af frivillige, indrettet et fitnesscenter, arbejdet målrettet med bosætning, udviklet nye fællesskaber, søgt fonde, investeret tusindvis af frivillige timer i at gøre Jerup til et sted, hvor mennesker har lyst til at bo.

Kort sagt gør vi præcis det, som kommunens egen landdistriktsstrategi opfordrer landsbyerne til. Et af de nuværende eksempler er projektet “Liv om Søen”, som Frederikshavn Kommunes Distriktsråd selv har valgt at støtte med 118.445 kroner. Sammen med tilsagn fra nationale fonde udgør projektets samlede finansiering mere end 400.000 kroner.

Projektet er udviklet med udgangspunkt i, at Jerup fortsat har et lokalt børnehus. Børnene fra Mariehønen er tænkt ind som en aktiv del af livet omkring søen. Når den forudsætning ændres, risikerer projektets grundlag også at ændre sig. Det er et paradoks, at kommunen på den ene side investerer i at udvikle Jerup, mens man på den anden side risikerer at svække de samme investeringers værdi.

Det er svært at få øje på den røde tråd. Lige så svært er det at få øje på dialogen.

Vi forsøgte dialogen 
Allerede i maj kontaktede Jerup Landsbycenter administrationen, fordi de kunne se udviklingen og ønskede en dialog om mulighederne, før vi stod i den situation, vi står i nu. Da det ikke førte til en egentlig proces, rettede vi henvendelse til borgmesteren, som heldigvis sagde ja til et dialogmøde 13. august.

Nu skal sagen pludselig behandles politisk 10. august, og samtidig er fristen for at etablere en privat pasningsordning udløbet. Konsekvensen er, at lokalsamfundet reelt er afskåret fra at arbejde videre med et alternativ i det kommende år. Vi spørger derfor helt oprigtigt: Hvad er formålet med dialog, hvis de afgørende beslutninger træffes, før dialogen finder sted?

Vi har fuld forståelse for, at politikerne står over for svære prioriteringer. Vi kan også læse tallene. Antallet af børn i pasningsalderen i Jerup er faldet markant de seneste år. Det er en virkelighed, ingen kan eller bør lukke øjnene for. Men tallene fortæller ikke hele historien. 

Den vedvarende usikkerhed om Mariehønens fremtid, som har hersket gennem årene har ikke blot været en stor belastning for medarbejderne, men den kan også have haft betydning for de valg, børnefamilier i by og opland har truffet. Pr. 1. januar i år boede der 13 børn i pasningsalder i byen, hvilket vidner om, at der er børn i Jerup, som hver dag bliver passet i andre dagtilbud. Når man som forælder skal træffe en af de første store beslutninger på sit barns vegne, vægter tryghed og stabilitet naturligt højt. Hvis fremtiden for det lokale børnehus igen og igen er blevet draget i tvivl, er det ikke svært at forestille sig, at nogle familier har valgt et tilbud, hvor de oplevede større sikkerhed.

Det undrer os, at konklusionen bliver at fjerne endnu en af de funktioner, som gør en landsby tryg attraktiv for de familier, kommunen ønsker at tiltrække. Hvordan skal Jerup blive et mere attraktivt sted at bosætte sig, hvis børnefamilier mødes af en by uden lokale pasningstilbud? Hvordan skal vi skabe vækst, når forudsætningerne for vækst forsvinder én efter én?

Jerup Landsbycenter genkender ikke kritik af fysiske forhold 
I den offentlige omtale af sagen fremgår det, at Mariehønen skulle være udfordret af træk, temperatursvingninger og fugtrelaterede skader. Jerup Landsbycenter, som ejer bygningen, oplyser, at de aldrig er blevet gjort bekendt med sådanne problemer. Tværtimod har de gennem årene løbende udbedret de forhold, som børnehuset har gjort opmærksom på.

Samtidig kan vi konstatere, at oplysningerne om de fysiske forhold ikke fremgår af de bilag, som 
politikerne har fået forelagt i forbindelse med mandagens behandling. Vi håber derfor, at der bliver 
skabt fuld klarhed over, hvilke oplysninger beslutningen bygger på.

Har alle muligheder været undersøgt? 
Måske er det, der gør mest ondt, følelsen af, at vi aldrig når frem til den samtale, der handler om 
mulighederne. Vi taler om afvikling, før vi taler om udvikling, og om lukning, før vi taler om nytænkning. Vi savner en politisk nysgerrighed.

Har man overhovedet undersøgt, om Mariehønen kunne have fået en ny rolle? Om et specialiseret børnehus med særlige kompetencer inden for børn med særlige behov kunne være blevet et aktiv for hele kommunen? Om Jerup kunne have været stedet, hvor man turde tænke anderledes? Det ved vi ikke.

Men vi ved, at vi aldrig har hørt de spørgsmål blive stillet, og derfor handler debatten ikke bare om et børnehus med få børn, men om, hvilken kommune I ønsker at være. Vil I være en kommune, der opfordrer sine landsbyer til at tænke stort, søge fonde, skabe udvikling og tage ansvar? Eller vil I være en kommune, hvor udviklingen stopper, fordi de lokale ildsjæle hele tiden spændes ben for?

Vi beder om, at kommunens handlinger afspejler dens egne ambitioner. Levende landsbyer skabes 
af mod, samarbejde og politisk vilje.

Og lige nu savner vi alle tre dele fra Frederikshavn Kommune.