Gå til hoved-indhold
08. maj 2026 - kl. 11.05

Ældrerådet er bekymret, men håbefuld omkring budget 2030

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af  Dorte Kruse Vestergaard og Kaj Mathiassen

Formand Dorte Kruse Vestergaard og næstformand Kaj Mathiassen har skrevet dette indlæg på vegne af Ældrerådet i Frederikshavn Kommune: Snakken går i hele kommunen, og især på internettet: Mange frygter, at plejehjemsbeboerne nu skal have kold og uappetitlig mad serveret i plastikbakker - mad, man aldrig selv ville sætte gaflen i. Men sådan forholder det sig ikke.

Det er positivt, at så mange råber vagt i gevær, når vores ældres forhold ændres. Men debatten har også brug for nuancer og ikke mindst sandfærdige fakta. Derfor ønsker vi i Ældrerådet at bidrage konstruktivt til debatten om fremtidens plejecentre og madordninger i Frederikshavn Kommune.

Der er netop kommet forslag til budgetbesparelser fra Udvalget for Ældre, Social og Handicap gældende fra 2030. Det er et udkast med fokus på ændringer i madordningen (og personalebesparelser) på flere plejecentre i kommunen.

I Ældrerådet er vi klar over, at Leve-Bo-konceptet i sin tid blev indført på en række plejecentre, for at beboerne blandt andet kunne være med til at lave mad.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud i dag. Hele 86 procent af landets plejecenterbeboere har en eller flere kroniske sygdomme. Det viser tal fra KL’s undersøgelse fra 2025, som også peger på, at mindst 40 procent af beboerne har demens.

Netop beboernes helbredstilstand gør det svært for mange at deltage i madlavningen: dels fordi de er for fysisk svage og dels fordi det for en stor gruppe af de ældre vil være for farligt for dem at være i et køkken – gryder med kogende vand, hænder på kogepladen, skarpe knive. Sidstnævnte sætter også medarbejderne i en stresset situation.

Derfor kan vi i Ældrerådet godt se en mening i, at maden i stedet forberedes andetsteds og leveres til plejecenteret. På plejecenteret vil der stadig være køkken med ovn, vask og så videre, hvor maden bliver godt varmet op og serveret på tallerkener. Der vil altså stadig spredes en duft af frikadeller, flæskesteg, eller hvad der nu er på menuen. Det er vigtigt, at der stadig skabes miljø omkring måltidet, inkl. duften af mad, og det lægger budgetforslaget også op til.

Brug for hænderne, selvom de ikke steger frikadeller
Men! Vi kan ikke se en løsning med opsigelse af medarbejderne, inkl. de diætkyndige. Mange ældre er småtspisende og en del desværre også underernærede. Derfor er det vigtigt, at måltiderne prioriteres. Udover, at de diætkyndige medarbejdere kender til de enkelte beboeres ernæringsmæssige behov, så vil de også kunne sidde med til bords og bidrage til at skabe ro, hygge og fællesskab omkring måltidet. Alt sammen noget, der, ligesom duften af mad, øger lysten til at spise.

Derfor håber og tror vi, at der er politisk vilje til at se budgetterne på tværs af alle politiske udvalg, og udligne mellem hinanden, således at vores svageste borgere, der ikke selv kan råbe højt, også i 2030 og derefter kan nyde måltiderne, som noget af det vigtigste for mange at se frem til.

I Ældrerådet har vi forståelse for, at pengekassen i Frederikshavn Kommune er slunken (mildt sagt), og politikerne kan ikke bruge penge, der ikke er der. Derfor er de nødt til at prioritere. I den prioritering håber vi i Ældrerådet på, at politikerne vil slå et slag for en aldersvenlig kommune, der satser på langsigtede og værdige løsninger for de ældre.

Derfor ser vi frem til et fortsat positivt samarbejde med udvalget for Ældre, Social og Handicap, med god tid til de meget vigtige drøftelser i forhold til bl.a. ernæring, måltider og faglig bemanding for at sikre, at vores ældre borgeres trivsel, sundhed og livskvalitet stadig er i fokus.

Vi tror på dialogen, og at der er politisk vilje til at tidens vanskelige problematikker løses i samarbejde.

Om Ældrerådet
Ældrerådet er folkevalgte og er talerør for alle borgere på 60+ år i Frederikshavn Kommune. Rådet fungerer som bindeled mellem ældre borgere og politikere i kommunen. Formålet er at rådgive politikerne om de ældres generelle ønsker og behov.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...