Aftensang ved Vippefyret i Skagen fortsætter i 2026
Sangfællesskabet og sommertraditionen Aftensang ved Vippefyret fortsætter i 2026.
- Da jeg i 2021 tog initiativ til Aftensang ved Vippefyret, var det først og fremmest på baggrund af, at det traditionelle Sankt Hansbål i Skagen var blevet aflyst to år i træk på grund af coronaen. Vi manglede et sommerfællesskab, hvor vi kunne mødes i naturen, synge sammen og nyde aftensolens sidste glød, siger arrangør Jens-Christian Wandt.
Det viste sig, at mange andre havde haft samme følelse af, at noget manglede.
- Det betød at aftensangen ved Vippefyret blev en succes fra første aften, og en herlig tradition var skabt- fællessang, som nogle aftener samler over 1000 mennesker, fortæller Jens-Christian Wandt.
Aftensangen fortsætter i 2026 med fællessang ved Vippefyret fire sommeraftner i juni, juli og august:
24. juni kl. 21.00
15. juli kl. 21.00
22. juli kl. 21.00
12. august kl. 20.30
- Vi mødes ved Vippefyret i Skagen, og synger en halv times gode danske sange, både de klassiske og de nye. Der er ikke nogen form for tilmelding eller billetsalg. Man dukker bare op og synger med, så godt man formår. Der uddeles sangblade ved arrangementet, hvor de syv-otte sange, der synges, er trykt. Jeg synger for og præsenterer også hver enkelt sang med en lille anekdote eller historie, der knytter sig til teksten eller melodien. Ganske kort, for det er sangen og fællessangen, der er i fokus, understreger Jens-Christian Wandt.
Der er hverken scene, lydanlæg eller lysspot sat op ved Vippefyret.
- Det er et dogme-arrangement, hvor der synges fra hjerte til hjerte, og hvor det alene handler om, at vi mødes i kærlighed til sangen og kærlighed til Skagen, oplyser Jens-Christian Wandt.





































