Gå til hoved-indhold
12. april 2023 - kl. 23.04

Ballade-Ekstrakter på en onsdag eftermiddag

  • 1 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 2 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 3 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 4 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 5 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 6 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 7 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 8 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 9 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 10 af 12
    FOTO: Jørn Spelling
  • 11 af 12
    Sara Grabow står for de lyse partier, mens Mia Guldhammers mørke stemme er modsætningen.
  • 12 af 12
    Sara Grabow står for de lyse partier, mens Mia Guldhammers mørke stemme er modsætningen.
Af: Jørn Spelling

Sara Grabow og Mia Guldhammer kunne onsdag eftermiddag opleves i Maskinhallen i Frederikshavn i en af de populære Plus1 koncerter, hvor man kan have en gæst gratis med, når blot man har købt en billet. Dejligt at se at så mange havde benyttet sig af tilbuddet, da der stort set var udsolgt til koncerten.

De to kvinder kommer lidt fra hver sin musikalske lejr – Sara Grabow fra singer/songwriter traditionen med afstikker til danske underholdningsklassikere i gruppen Den Gamle Sangskat og Mia Guldhammer fra den rigtig gamle traditionelle middelalderlige folkemusik i for eksempel Virelai, som jeg tidligere har set optræde på Middelalderdage på Voergård. Indledningsvist introducerede de deres projekt, som gik ud på at tage fat på gamle middelaldertekster og give dem et nyt twist både i musik og tekst.

De lagde ud med bejlerhistorien "Gunders kompas" og fulgte den op med "Fuglens varsel", der handlede om den katolske tros på fuglevarsler. Som oplæg til "Blomsterfavn" filosoferede Mia Guldhammer lidt over, om man i stedet for at "date" en person kunne "date" et stykke natur som eksempelvis Mols Bjerge. På nummeret illustrerede de tekstens lydunivers med mundfrembragte lyde og gestik.

I løbet af koncerten fik Sara Grabow – ved siden af den akustiske guitar – også brugt sin specialbyggede Cittern (ikke at forveksle med en Zither eller en Sitar) og Mia Guldhammer fik spillet på sin Dulcimer, selvom der et par gange var lidt uoverensstemmelse i stemningen instrumenterne imellem.

Et bud på et rigtigt dansenummer var der også med "Bed, tal, dans", som Guldhammer opfordrede til at danse Bourrée til, eventuelt freestyle, men det blev der nu ikke meget af.

Med andre numre som "Kvælden", "Besøgstid", "Hjertenskær" med flere kom vi stort set igennem alle numre fra 2022-albummet "Ballade ekstrakter", der i titlen rummer essensen af de to kvinders projekt med at anvende et ekstrakt fra de gamle ballader og give dem en Grabow/Guldhammer fortolkning.

I det hele taget klæder de to kvinders stemmer hinanden. Grabow står for de lyse partier, mens Guldhammers mørke stemme er modsætningen. Det lyder godt, når de, foruden at synge passager hver for sig, synger sammen med vel en oktav imellem stemmerne – for det meste akkompagneret af Grabows sprøde akustiske guitar.

Den hyggelige eftermiddagskoncert sluttede med en version af "Drømte mig en drøm" med en - så vidt jeg kunne høre - alternativ tekst.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...