Bare få kilos vægttab kan faktisk øge risiko for tidligere død
Marianne Bille Jensen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Jeg er blevet overvældet, over hvor mange der rent faktisk kan se, at mad fra centralkøkken ikke er en værdig løsning for småt spisende ældre i plejebolig. Politikerne kan åbenbart ikke se det. Men de kan jo nå at komme til fornuft.
Jeg må dog lige gøre opmærksom på, at det, der er forslag om, ikke drejer sig om vacumpakket mad som de skrækeksempler, vi ser på Facebook. Men mad, der bare ikke tilberedes i de ældres hjem, men i et centralkøkken. Og det gør en væsentlig forskel.
Jeg gav torsdag interview til P4 Nordjylland, og senere på dagen lykkedes det P4 at få et svar fra Thomas Hjort, som lød: "Jeg er ikke bekymret for de ældres sundhed".
Men så er jeg nødsaget til at sige, der er meget mere i det end det fysiske, der er oplevelsen af at se råvarer blive tilberedt, få en snak i køkkenet omkring råvarer, duften der breder sig, skærper sanserne og øger appetitten. Hvilket er meget vigtigt, da rigtig mange ældre er meget småtspisende, og bare få kilos vægttab har store konsekvenser. Dårlig ernæring giver indlæggelse på sygehuset, mistrivsel og tristhed. Og jeg er ked af at sige det, men der er for længst skåret til benet på de ældre, og jeg kan ikke tro, at det nuværende byråd nu ønsker igen at ramme de ældre.
Til borgermøde i valgkampen var der en ansat, der rejste sig (og hatten af for dig) og fortalte om hendes aftenvagt, der ofte var meget stresset, når hun skulle stege frikadeller og ind imellem tage beboerne på toilettet.
Det er så nu noget, der bruges til at afskaffe madlavning. Jeg tror bestemt ikke, det var afskaffelse af madlavningen, den ansatte ønskede. Hun ønskede flere hænder.
Jeg begriber ikke, at de ikke har krav på, at der laves mad i deres hjem. En af de meget få glæder de har. De betaler en virkelig høj pris for at bo i plejeboliger.
Vi ved alle, mad gør glad, og jeg elsker, når duften breder sig i mit køkken.
Hvem siger, maden skal tilberedes om aftenen. Kunne man forestille sig en “madmor”, der har de nødvendige kurser, og måske dækker to huse. Hvor maden laves i dagtimerne.
Hvis der skal spares, kunne man overveje, at maden til weekenden er forberedt, så der ikke er så meget, plejepersonalet skal klare i weekenden.
Jeg har også svært ved at se, hvordan ansatte, der som der blev sagt, er vildt pressede, skal ligge og køre mad rundt mellem husene på rulleborde. Det tager jo også tid. Tid, som kunne bruges på at anrette mad, som er lavet i huset.
Jeg ved snakken foregår i køkkenet under madlavning, de ældre trækker sammen om køkkenet, og nyder syn og duft.
Så kære politikere, alt forskning viser, hvor vigtigt ernæring er, især for ældre, så få nu lige så stille det skæreforslag lagt væk.
Fokus på ernæring og madens kvalitet er livsvigtig. Ligesom den efterfølgende indtagelse af et godt måltid, er vigtigt, Og bare få kilos vægttab kan faktisk øge risiko for tidligere død.
Det kan i selv læse om på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.




































