Gå til hoved-indhold
22. marts 2013 - kl. 04.03

Bestyrelsen gik - borgerne kæmper for Dagli'Brugsen

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    I Gærum giver er 2 + 2 = 5, og derfor overlever Dagli'Brugsen formentlig i byen.
Af: Kanal Frederikshavn

Borgerne i Gærum er klar til at kæmpe for Dagli'Brugsens overlevelse i byen. Det står klart efter onsdagens generalforsamling, som samlede næsten 200 mennesker.

Dagli'Brugsens bestyrelse foreslog at lukke dagligvarebutikken, der kæmper med flere års dårlig økonomi. Bestyrelsen havnede dog i mindretal. Gærum-borgerne vil bevare Dagli'Brugsen. Dette mistillidsvotum fik bestyrelsen til at trække sig. Nu skal der vælges en ny bestyrelse 9. april på en ekstraordinær generalforsamling.

- Det er en underlig fornemmelse at få et mistillidsvotum, for egentlig er hele bestyrelsen glad for, at borgerne i Gærum kæmper for Dagli'Brugsens overlevelse. Dette er endnu et eksempel på, at 2 + 2 giver 5 i Gærum, mener Finn M. Christensen, formand for den afgåede bestyrelse.

Målet er at indsamle en egenkapital på 500.000 kroner. Den vil kunne sikre Dagli'Brugsen en fremtid i Gærum. Inden generalforsamlingen var der kun kommet 15.000 kroner ind, men onsdag aften gik det stærkt. Man er nu oppe på 130.000 kroner, og Gærum Auto- og Traktorværksteds indehaver, Torkild Tougaard, lovede at give 50.000 kroner, når det indsamlede beløb er oppe på 450.000 kroner.

På generalforsamlingen blev der nedsat en arbejdsgruppe på seks personer. De har lovet at gøre alt for, at man når op på de 450.000 kroner inden 9. april, så der ikke er nogen tvivl om Dagli'Brugsens skæbne.

- Mange unge tilflyttere deltog i generalforsamlingen, og de tilkendegav klart og tydeligt, at der skal være en dagligvarebutik i Gærum. Kampånden er stor, og der var mange gode idéer, fortæller Finn M. Christensen, som er med i den nedsatte arbejdsgruppe.

Dagli'Brugsen i Gærum kom ud af 2012 med et underskud på 182.000 kroner. Resultatet er dog belastet med tyveri og varesvind for 240.000 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...