Gå til hoved-indhold
08 august. 2022

Betalingsparkering på vej i Frederikshavn og Sæby

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Palmestranden er ét af fire steder, hvor kommunen overvejer at opkræve 15 kroner i timen i betalingsafgift.
Af: Michael Frederiksen

Skal det koste penge at parkere sin bil ved Palmestranden og Rådhuset i Frederikshavn samt ved SuperBrugsen i Sæby? Det er tre forslag, som tirsdag skal diskuteres i Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, der skal finde 2,3 millioner kroner i besparelser på næste års budget.

Administrationen har udarbejdet en lang liste med forslag til besparelser. Listen rummer besparelser på 3,5 millioner kroner. Det giver politikerne mulighed for at prioritere forslagene, da de jo "kun" skal spare 2,3 millioner kroner.

En af forslagene handler om, at det i juni, juli og august skal koste penge at parkere sin bil ved Palmestranden i Frederikshavn, på Sæby Havn, ved SuperBrugsen i Sæby og ved Frederikshavn Rådhus. Første år er der ingen besparelser at hente, da opkrævning af parkeringsafgifter kræver en større investering, men i år to budgetteres der med 510.000 kroner i samlede indtægter de fire steder.

Til sammenligning indbragte parkeringsafgifter 12 steder i Skagen sidste år 3,5 millioner kroner. Her er der forslag om at hæve taksten fra 13 til 15 kroner i timen. Det øger indtægterne med 500.000 kroner. Derudover er der forslag om at udvide betalingsparkeringssæsonen, så den strækker sig fra påske til efterårsferien. Det giver 749.000 kroner i ekstra indtægter.

Administrationens forslag til besparelser rummer fortsat en nedlæggelse af Palmestranden (433.000 kroner) og kantinen på Sæby Rådhus (359.000 kroner), ligesom Bangsbo Botaniske Have og Bangsbo Blomsterfestival står til at miste 225.000 kroner årligt. Se alle forslag til besparelser under artiklen (kun desktop). 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...