Bridge boomer i Frederikshavn: 96 deltagere tilmeldt jubilæumsturnering
Frederikshavn Bridgeklub kan i år fejre sit 90-års jubilæum, og interessen for klubben er større end længe. Jubilæet markeres med en stor sølvturnering lørdag 29. august i Arena Nord, hvor der allerede er tilmeldt 96 deltagere, og klubben har nu oprettet venteliste oplyser bestyrelsesmedlem Bente Kildeby.
Bliver der nok på ventelisten, udvides turneringen. Skal du nå at være med, så tag hurtigt kontakt til carlchrolsen@gmail.com.
Nu inviterer klubben også nye spillere indenfor. Har du lyst til at prøve et af verdens mest fascinerende kortspil, er der mulighed for at deltage i klubbens begynderundervisning.
Kurset strækker sig over 11 tirsdage og starter tirsdag 8. september kl. 18.30 i klubbens lokaler i Royal Lounge i Arena Nord.
- Du behøver hverken at have spillet bridge før eller at have en makker. Kom alene eller tag en nabo, ven eller veninde med – alle er velkomne. Bridge er et hyggeligt og socialt spil, hvor man møder nye mennesker, får udfordret hjernen og oplever glæden ved at samarbejde med sin makker. Mange opdager hurtigt, at bridge er en hobby, der kan dyrkes hele livet, siger Bente Kildeby.
Efter de 11 undervisningsaftener er du klar til at spille i klubben på den ugedag, der passer dig bedst.
Tilmelding sker til Carl Chr. Olsen på carlchrolsen@gmail.com.




































