Byggeriet af Strandby Havnebad er gået i gang
Byggeriet af Strandby Havnebad er gået i gang. Den lokale ekspert på området, Troels Tvilling, er godt i gang med at slå pælene, som skal udgøre fundamentet for bølgebryder og badebro, dybt ned i sandbunden.
Strandby Havnebad har i mere end et år været en stor drøm og en idé, som har vokset sig større og større.
12. februar 2024 blev foreningen Strandby Vinterbaderlaug stiftet. En forening, der ville gøre drømmen om Strandby Havnebad til en realitet.
Strandby Vinterbaderlaug er stiftet af lokale vinter-/helårsbadere, men Strandby Havnebad er ikke kun for vinterbadere. Strandby Havnebad er for hele byen samt turister, der sejlende eller i autocamper kommer til byen.
- Strandby Havnebad er også for foreningslivet, som kan bruge området til udflugter, og til familierne, som vil have picknickurven med til vandet. Målgruppen er bred, og det er netop det, der gør Strandby Havnebad til en gave for hele byen, siger Rico Eiersted, formand for Strandby Vinterbaderlaug.
Første etape af Strandby Havnebad er selve havnebadet. Det vil sige alt det, som er i vandet. Når det står klar til brug, er næste skridt at få bygget en sauna, som får sin placering lige ved Havnebadet, under det store udsigtstårn. Tårnet skal hæves, så selv saunaen bygges ind under. Fra saunaen vil der blive direkte adgang til havnebadet, og man vil fra saunaen have den bedste udsigt ud gennem havneindsejlingen og ud til Hirsholmene.
- Strandby Havnebad bliver opført på den absolut bedste placering på Strandby Havn. Udover mulighed for at bade vil Strandby Havnebad også være et område, du kan besøge for at nyde udsigten, solopgangen eller måske noget helt tredje. Én ting er sikkert. Strandby Havnebad er nu en realitet, smiler Rico Eiersted.
Det er kun et år siden, at foreningen Strandby Vinterbaderlaug blev stiftet, og der blev valgt en bestyrelse, der siden den stiftende generalforsamling ikke har siddet stille. Der er blevet knoklet for at søge midler hos en lang række fonde.
- Vi har indtil nu samlet fondsmidler på omkring 1.500.000 kroner. Og ved årsskiftet kunne vi melde ud, at vi er klar til at påbegynde opførelsen af Strandby Havnebad, fortæller en stolt Rico Eiersted.
Strandby Vinterbaderlaug tæller omkring 70 medlemmer, nogle støttemedlemmer samt seks firmaer-sponsorater.
- Og det er bestemt ikke uden betydning, at der allerede er stor opbakning til projektet. Stigende medlemstal har været med til at vise interessen, når vi har søgt fondsmidler til opførelse af Strandby Havnebad. I bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at opbakningen fra medlemmer og lokale virksomheder har været medvirkende til, at vi allerede har modtaget de fondsmidler, vi har, siger formanden.
Er man nysgerrig på projektet eller vil høre mere om Strandby Vinterbaderlaug, som står bag opførelsen af Strandby Havnebad, er man velkommen til at møde op til den kommende generalforsamling, som finder sted onsdag 12. marts i Strandby Sejlklubs lokaler.