Gå til hoved-indhold
18. oktober 2025 - kl. 12.10

Camilla og Laura udtaget til Special Olympics EM i Slovakiet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I sidste weekend var Camilla Haagensen og Laura Dollerup, Skøjte og Sport forening Nord, afsted til Special Olympics' landsholdssamling i Silkeborg. Denne gang med en udvidet trup, da flere var inviteret med.

Der blev hygget og snakket på kryds og tværs, hvor der var deltagelse fra SOS Nord, Aarhus og Silkeborg - alle sammen med det til fælles, at de elsker at stå på skøjter.

Dagen bød både på aktiviteter udenfor isen og på isen samt en tur ud at spise som afslutning på en lang og sjov dag, hvor nye venskaber blev til. Aktiviteterne bød blandt andet på en off ice, hvor man lærte hinanden at kende ved hjælp af styrkeøvelser. Her blev sagt en ting, hvis man så var enig, gjorde man den øvelse, som var blevet sagt inden.

For knap en måned siden tikkede invitationen til denne samling ind i mailboksen hos begge pigerne sammen med en udtagelse til Special Olympics European Competition, som er en form for EM.

Denne udtagelse krævede dog, at man deltog i samlingen, og da begge piger mødte op, kan SOS Nord nu offentliggøre, at Camilla og Laura skal afsted til EM, som foregår i Presov i Slovakiet fra 29. oktober til 1. november.

Her vil pigerne tage afsted sammen med de to landstrænere og en løber fra Silkeborg.

I Slovakiet vil holdet møde løbere fra hele Europa og se en masse skøjteløb og måske danne nogle nye venskaber.

Begge piger glæder sig meget og er stolte over at kunne få lov at repræsentere Danmark på sådan en scene.

Udtagelsen betød, at pigerne har arbejdet med nye programmer, som skulle ses igennem på samlingen. Begge fik ros for programmerne, de blev også brugt som eksempler på, hvordan et Special Olympics-program kan se ud.

Nu går arbejdet hen i mod Special Olympics EM i Slovakiet, hvor pigerne skal repræsentere Danmark på flotteste vis.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...