Gå til hoved-indhold
31. marts 2024 - kl. 10.03

Christina Lykke: Valgplakater synliggør demokratiets udfoldelse

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

SF's enlige byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune, Christina Lykke, mener, at valgplakater synliggør demokratiets udfoldelse. Hun mener, at plakatsøjler kan være vejen frem.

- Egentlig synes jeg ikke, at det er super pænt med plakater, og det er også lidt grænseoverskridende at have sit eget kæmpe ansigt hængt op i hele byen. Når det er sagt, synes jeg på den anden side, at det ligesom synliggør demokratiets udfoldelse i de uger, hvor de hænger, og det kan jeg godt lide. Jeg elsker vores demokrati, og det er ligesom et statement på, at det lever, mener Christina Lykke.

Byrådsmedlemmerne Thomas Hjort (DF) og Jens Nygaard (DD) mener, at valgplakaterne skal afskaffes i Frederikshavn Kommune. Helt så langt ønsker Christina Lykke ikke at gå.

- Miljømæssigt er det ikke så godt. Derfor synes jeg, at det må begrænses. Jeg kunne tænke mig, at man gjorde som tidligere, hvor der var nogle "plakatsøjler", og så betalte partierne til det, og så fik man det samme antal pladser. Det kunne jeg se som en mulighed. Men jeg har det også sådan, at vi skal være enige om at gøre noget andet i fællesskab, alle partier. Det er lidt enten eller. Og så synes jeg for øvrigt sagtens, at man kan genbruge plakaterne. Det gør man i København. Det er ligesom blevet en trend, udtaler Christina Lykke.

Det Konservative Folkeparti mener, at den markedsføringsmæssige værdi er for høj til, at partiet alene kan stå helt udenfor.

- Hvis der i byrådet er enighed om, at vi til det kommende kommunalvalg ikke sætter valgplakater op, er vi helt med på det. Det Konservative Folkeparti kommer ikke til at gå enegang i denne sag, men vi indgår meget gerne i dialog om at finde alternative løsninger, siger gruppeformand John Lamp Henriksen (C).

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...