Cool Car Race i Audi Q7, som ligner tysk politibil
Fire friske frederikshavnske fyre er med som hjælpere, når Jacob Risgaard og Mark Nielsen for 10. år i træk står i spidsen for Cool Car Race, der begynder fredag morgen i Flakhaven i Odense.
48 lækre biler er med i år. Det gælder ikke om at køre stærkt og komme først. Formålet er at samle penge ind til udsatte børn. Det er blevet til over seks millioner kroner siden starten i 2010. Rekordåret var 2019, hvor der blev indsamlet 2,1 millioner kroner.
- Det skal vi slå i år, siger Alex Byrdal, co-driver i vogn #26, en Audi Q7 4,2 V8 TDI, hvor han har selskab af Troels Sørensen, Michael Honoré og Dennis Petersen.
Det er faktisk Troels Sørensens firmabil fra Victor A/S i Frederikshavn, som de fire frederikshavnere kører i. Det er fjerde år i træk, at de er med som hjælpere. I anledning af 10-års jubilæet har den lækre Audi været en tur forbi RC Skilte. Bilen er flot udsmykket, så den nærmest på en prik ligner en tysk politibil - endda med blå og røde blink på taget.
- Men dem må vi selvfølgelig ikke bruge, når vi kører, siger Alex Byrdal.
Tøjeksperten og NS System har sørget for fint tøj, og Ballon Nord har udstyret #26 med røgkanoner med mere.
De fire frederikshavnere er som skrevet med som praktiske hjælpere, men de øvrige biler betaler et større deltagergebyr. I år går turen fra Odense via Kolding og Aarhus til Aalborg, hvor de er at finde lørdag kl. 12.00 på Budolfi Plads.
Aktiviteter undervejs og auktioner med mere medvirker til at genere et overskud, som udsatte børn får glæde af.
Er du vild med biler, er der virkelig noget at kommer efter. Jacob Risgaard kører selv i en Ferrari Portofino sammen med Henrik Østergaard.
Jacob Risgaards makker fra Coolshop, Mark Nielsen, sidder bag rattet i en McLaren 765LT.
Mads Andersen fra Sæby kører i en Lamborghini Gallardo 50th anniversary edition, mens Jørgen Bellis, ligeledes fra Sæby, kører i Porsche 911 Carrera S.
Af andre biler kan nævnes Aston Martin Vantage, Ferrari 812 Superfast, Rolls Royce Corniche Convertible og Chevrolet Corvette 427 Convertible.
Der er tradition for, at lørdag byder på en festlig afslutning. Her i jubilæumsåret er kørerne er spændte på, hvordan der sættes punktum for Cool Car Race 2021.