Jægersoldaten lagde an til en attitude, vi alle kan bruge og lære af
Man kan ikke ændre i går, men man kan ødelægge i dag ved at tænke for meget over i morgen. Onsdag aften var der fuldt hus på Frederikshavn Gymnasium, da jægersoldat og menneske Thomas Rathsack var på besøg.
I rigtig mange virksomheder er begreber som brok, stress, frygt for forandringer og ikke mindst den giftige "surstråler" desværre velkendte begreber.
De hæmmer trivslen for den enkelte medarbejder og sænker produktiviteten for virksomheden. Men også i privatlivet går disse begreber ud over den enkeltes trivsel, gav Thomas Rathsack udtryk for i sit oplæg.
Med udgangspunkt i ovenstående talte Thomas Rathsack i foredraget om den personlige attitude. Han har fået et stort indblik i menneskers adfærd gennem sin baggrund som jægersoldat og humanitær minerydder, leder af sin træningsvirksomhed #levforhelvede, men også som mental indpisker i TV2-programserien "Korpset", hvor netop den personlige attitude et centralt værktøj bag hans drivkraft.
Med afsæt i sin bog "Attitude – brug din mentale ammunition" tog Thomas Rathsack udgangspunkt i anekdoter og erfaringer fra karrieren og fortalte om, hvorfor den rette attitude er så effektivt et værktøj – og ikke mindst hvorfor den negative attitude er så destruktiv og lammende som en smitsom virus.
I det private erhvervsliv havde aftenens foredragsholder på et tidspunkt en chef fra "helvede", der skabte negativ energi helt på frysepunktet. Thomas Rathsack tog kampen op, men måtte til sidst sige sit job op. Det blev ikke til at håndtere – selv for en med relativ stærk psyke.
- En virkelig dejlig aften, hvor mange tanker blev vendt, og vi fik en oplevelse, der gav stof til eftertanke. Vi kender alle nogen, der er gode til at lytte, men ikke ret mange, der virkelig hører efter. Det var skøn at se, så mange havde valgt at bruge en aften på at finde redskaber til en adfærd, hvor vi sammen kan skabe bedre trivsel og måske sprede en masse god energi, siger Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening, som stod bag arrangementet.
Thomas Rathsack havde en lidt rusten stemme, men det blev klaret ved, at en fra publikum kom op med en æske Läkeroler.
- Det havde han ikke prøvet før, men sådan noget kan vi her i Frederikshavn, smiler Lilly Pedersen.