Gå til hoved-indhold
29. juli 2014 - kl. 14.07

Cykler 1000 km Jylland rundt på ethjulet cykel

  • 1 af 3
    FOTO: Presse
  • 2 af 3
    FOTO: Presse
  • 3 af 3
    Johan Ejstrud fra Aalborg overnatter i Sæby, inden turen går videre til Skagen imorgen tidlig.
Af: Kanal Frederikshavn

Tour de France er netop afsluttet, men tirsdag begyndte en ny og helt anderledes cykeltur. I løbet af de næste to uger vil 22-årige Johan Ejstrud fra Aalborg nemlig forsøge at cykle 1000 km på en ethjulet cykel. Turen varer ca. 15 dage, og går hele Jylland rundt. Den unge ildsjæl håber dermed at kunne skabe fokus på sin indsamling til Muskelsvindsfonden.

- Muskelsvind er en forfærdelig sygdom der kan give svære og uheldbredelige fysiske handicap. Jeg håber derfor, at jeg kan hjælpe med at sætte fokus på sygdommen, og samle penge ind til de over 2000 mennesker i Danmark, der lider af Muskelsvind, lyder det.

Han er lige nu nået til Hjallerup, hvor han spiser en god frokost ved sin farmor, inden turen går videre til Sæby, som bliver sidste stop inden aften. Imorgen rammer han Frederikshavn allerede mellem kl. 8 og 9.

Donationerne til indsamlingen kommer fra private, men også fra firmaer der til gengæld får deres logo på Johan Ejstruds blog om turen.

Ruten består af 13 etaper på mellem 50 km og 110 km. Ruten følger primært de to længste cykelruter i Danmark, nemlig Nordsøstien og Hærvejsruten. Undervejs sover den enhjulede enspænder hos venner og familie, men også ved privatpersoner han har fundet gennem hjemmesiden her.

"Couchsurfing", som siden hedder, er et internationalt netværk, hvor brugerne har mulighed for at sove gratis ved andre, og ligeledes kan tage andre ind og lade dem sove hos dem.

Johan Ejstrud kom egentlig på idéen meget pludseligt. Den unge nordjyde hjalp for nyligt til som frivillig ved Grøn Koncert-arrangementet i Aalborg, og herigennem blev han klogere på sygdommen og mødte mange nye bekendtskaber, som var ramt af muskelsvind, så derfor er det kommet tættere på ham nu: 


- Jeg kender ingen med sygdommen, men efter at have mødt og snakket med mange med muskelsvind, besluttede jeg mig for at gøre noget. Jeg havde lyst til at udfordre mig selv, og så synes jeg, at 1000 km var sådan et pænt rundt tal. Det var først, da jeg gik i gang med at træne, at det gik op for mig, hvor langt det egentlig er, griner den aktive cyklist.

Den ethjulede cykel har han haft i lidt over et år, og han bruger den dagligt som transportmiddel til og fra universitetet.

- Cyklen har hverken kæde, gear eller friløb, og ’den mangler et hjul’, som folk så ofte siger, når jeg kommer cyklende, siger han.

Til gengæld er hjulet ekstra stort, nemlig hele 36 tommer. Det er derfor muligt at få cyklen helt op på 30 km/t, men på turen regner Johan Ejstrud dog ikke med at køre hurtigere end 17 km/t i gennemsnit.

Den lange tur rundt samt indsamlingen kan følges fra bloggen og via Facebook, hvor Johan Ejstrud dagligt vil opdatere med billeder, videoer og beretninger fra turen.

- Det er svært at sige, hvor meget jeg regner med at indsamle. Der er intet konkret beløb fastlagt. Jeg er sådan set glad, hvis der bare ruller lidt ind på kontoen, fortæller han.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...