Politiets patruljebåd kom norsk familie med motorstop til undsætning
En af politiets patruljebåde kom onsdag middag en norsk familie med motorstop til undsætning i farvandet ud for Skagen.
Politiet patruljerer også på vandet, og her i Hellerup-ugen bliver patruljebåden regelmæssigt sat i vandet ved Skagen.
Onsdag ved middagstid mærkede betjentene, at det virkede som om, at der blev vinket efter hjælp i en båd i det fjerne. Ganske rigtigt.
Politiet sejlede over til den pågældende båd, og det viste sig, at en norsk familie havde fået motorstop. Benzinslangen var hoppet af motoren.
Politiet sørgede herefter for, at den norske famile kom sikkert i land.
- Det er dejligt, når vi kan hjælpe på denne måde, og hele formålet med vores synlighed på vandet er jo netop at skabe tryghed, bemærker politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljetjenesten Frederikshavn.
Han oplyser, at patruljebåden først og fremmest holder øje med, om der er styr på speedbådscertifikat og redningsveste, ligesom det også på havet er ulovligt at sejle i påvirket tilstand.
Politiet kan med tilfredshed konstatere, at deres indsats på havet endnu ikke har ført til sigtelser.