Hvornår har du sat dig ned og talt med et menneske, som har et synligt misbrug?

Jimmy Frydkjær Jensen har skrevet dette indlæg:

Du ser dem på gaden. Går en stor bue uden om. Rynker måske lidt på næsen og tænker dit. Måske tænker du: ”Arme stakler. De burde få sig et liv!” Fantastisk.

Du har selv et liv, som udadtil stråler og virker som det perfekte glansbillede. Du har partner, børn, villa, Volvo og vovhund. Du har dit på det tørre. Derfor har du bestemt også ret til at mene, at de bumser, du møder på gaden, blot kan tage sig sammen og få et liv. De kan jo bare lade være med at drikke, tage stoffer og ellers opføre sig, som du anser som det normale.

Lad mig starte dette indlæg med en påstand. Hvis du siger, at du aldrig har været presset, aldrig har mødt den store modgang og aldrig kommer til at opleve et liv på bagsiden af samfundet, så vil jeg sige, at du ikke lever i den virkelige verden, og at du står med et forklaringsproblem så stort, at kun den totale deroute kan ændre den for dig. Lad os ikke håbe, at det sker for dig, kære læser.

Vi har et samfund i Danmark, som accepterer alkohol som lovligt rusmiddel. Det kan ingen have ret meget imod. Flertallet har ikke problemer med at styre deres indtag af stoffet, og de skifter ikke personlighed, når de drikker alkohol.

Det er ikke nogen hemmelighed, at nogen drikker temmelig meget. Men gør det dem til misbrugere? Næppe. Måske er få af dem blot meget tørstige. Men der ér nogle, for hvem det pludselig ikke længere er et valg, om man vil drikke eller ej. Valget har du altid, men lad mig forklare.

Hvis du tilhører de 10 procent af den danske befolkning, som udvikler sygdommen alkoholisme på et tidspunkt i livet, så er du ilde stedt. Samfundet ser på de 10 procent som nogle ryggesløse, meget svage personer, som bare kan tage sig sammen. Når du der til, så har du med ét intet valg, du kan ikke undvære alkoholen længere, den er livsvigtig, din krop fungerer ikke uden stoffet.

Men. Tænker du nogen sinde over, at alkoholisme ikke spørger om din indtægt, den spørger ikke efter din placering i samfundet. Den spørger aldrig, om du nu også har lyst til at ende på bunden af dit eget liv, uanset hvordan du bliver ført der ned.

Hvad er det, som gør, at vi som samfund, for det meste, blot trækker på skuldrene, når vi ser et menneske sidde i sølet? Hvorfor mener flertallet sig berettiget til at gøre sig til dommer over et menneske i nød - med den dom, at det menneske sikkert selv har bedt om det?

Ingen i denne verden beder om at ende som misbruger. Tror du, det bør du nok begynde at kigge lidt indad. Overveje, hvad det er i universet, der har udstyret netop dig med retten til at dømme et andet menneske?

Hvornår har du senest sat dig ned og talt med et menneske, som har et synligt misbrug. Et menneske, som sidder på en bænk med en flaske i hånden, spurgt interesseret til det menneskes historie? Nej, vel. Det har du med sikkerhed ikke gjort, med mindre du arbejder med disse mennesker.

Jeg er selv ædru alkoholiker med 22 års ædruelighed bag mig. Det er ikke sket på noget tidspunkt, da jeg sad med den første brandert på, at jeg blev enig med mig selv om, at nu vil jeg være alkoholiker. Det endte bare sådan.

Prøv at sætte dig et sted, hvor du møder en af dem, du kalder sølle stakler. Spørg ind til deres historie, lyt aktivt, og du vil helt sikkert gå grædende derfra. Det er nogle grumme skæbner, der findes på bænken. Det er mennesker, som har være i meget høje stillinger, mennesker som 
aldrig fuldførte skolen, og sågar tidligere politibetjente, som havner der, på bænken.

Mange af de mennesker udvikler også psykisk sygdom oven i deres misbrug. Det her begynder at lugte af nogle enorme udgifter for samfundet. De udgifter betaler vi med glæde. Vi ofrer milliarder årligt på at opretholde steder, hvor mennesker kan få ”hjælp”.

På psykiatrisk afdeling bliver et menneske, som er gået ned med flaget, mødt af en læge, som udskriver nogle piller, som har til formål at dæmpe smerterne og give patienten ro. Man lægger bogstavelig talt patientens hjerne i spændetrøje, doper det menneske og forventer, at man samtidig kan nå igennem til det menneske med samtaleterapi. Den lader vi lige stå lidt.

Hvis du ønsker at nå ind til et menneske, som har det mere end svært, så er det et fakta, at du er nødt til at vide, hvad det menneske føler. Men den viden kan du ikke læse dig til. Du skal har været der selv. Min mulighed for at hjælpe et menneske med et alkoholproblem er så usigelig meget større end personens egen læge, en psykiater og en velmenende pædagog. Personen kan høre på mig, at jeg har været der, og det gør, at personen lytter til det, jeg kan fortælle vedkommende.

Så lad os arbejde os hen mod, at vi inddrager de levede erfaringer i enhver form for hjælp, vi yder i vores samfund, i hvert fald i den del, som handler om at hjælpe og støtte andre mennesker i krise.

Hjælpen, jeg modtog, fik jeg gennem Anonyme Alkoholikere. Folk, som har været afhængige selv og har fundet en vej ud af alkoholens helvede. De mennesker kan jeg takke for, at jeg har være ædru og ikke har rørt en dråbe alkohol i alle de år. Ikke én eneste gang. Hvorfor lytter vi så ikke til disse frivillige, uddanner dem, så de har nogle værktøjer, de kan læne sig op af for at beskytte sig selv og så lade dem indgå som et supplement til en fagstyret behandling?

AA har hjulpet millioner af mennesker med at finde vej ud af det helvede, de levede i, mon ikke vi kan læne os op ad de erfaringer og ved hjælp af nogle enkle metoder tilpasse det, som beviseligt har virket i 90 år kan gøre gavn for resten af samfundet?