Gå til hoved-indhold
16. februar 2026 - kl. 00.02

Danser fra Frederikshavn ved endnu ikke, om hun skal til Eurovision i Wien

  • 1 af 3
    Laura Sund festede hele natten i Frederikshavn med vinderen Søren Torpegaard Lund. Foto: Mathias Gregersen
  • 2 af 3
    Her ses Laura Sund sammen med sangeren Myrkur. Foto: Mathias Gregersen
  • 3 af 3
    Her ses Laura Sund til venstre med vinderen Søren Torpegaard Lund. Foto: Mathias Gregersen
Af: Michael Frederiksen

Den professionelle danser Laura Sund, som er født og opvokset i Frederikshavn, ved endnu ikke, om hun skal med vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2026, Søren Torpegaard Lund, til Eurovision i Wien.

22-årige Laura Sund medvirkede som danser i fire af de otte sange i Dansk Melodi Grand Prix 2026 i Arena Nord i Frederikshavn.

Søren Torpegaard Lund vandt, og netop i den sang havde danserne en stor rolle.

- Ja, det var virkelig fedt at være så aktiv på scenen. Jeg kunne godt lide Sørens sang fra starten, men især under sceneprøverne i Frederikshavn gik det hele op i en højere enhed – lys, lyd, dans og styling spillede perfekt sammen, og både vi dansere og vores koreograf blev helt blæst bagover over, hvor godt det hele spillede sammen, siger Laura Sund til Kanal Frederikshavn.

Hvordan fejrede I sejren?

Vi startede med en hyggelig efterfest i Arena Nord. Derefter var der planlagt en tur rundt til forskellige barer i byen. Vi lyttede til mange af årets Grand Prix-sange, kunne sænke skuldrene og give hinanden en kæmpe high five.

Laura Sund er født og opvokset i Frederikshavn, men flyttede som 15-årig til Aarhus. For tre år siden gik turen til København, hvor hun nu er professionel danser. Hun ved endnu ikke, om hun skal med Søren Torpegaard Lund til Wien, hvor Eurovision afvikles 12. 14. og 16. maj.

Hvordan var det at medvirke i Dansk Melodi Grand Prix i din barndomsby?

 Det var en særlig oplevelse. Jeg elsker altid at stå på scenen og arbejde med det, jeg brænder for, og Melodi Grand Prix er efter min erfaring altid fedt at lave. At det i år foregik i Frederikshavn var kirsebærret på toppen. Jeg tænkte under forløbet i Frederikshavn på min egen rejse og på den lille pige, der altid har elsket at danse – og som stadig elsker det. Det var et øjeblik, hvor jeg virkelig kunne se, hvor langt jeg er kommet, og jeg føler mig både stolt og taknemmelig over at opleve det lige her.

Hvordan oplevede sangere og dansere publikum i Arena Nord?

Mit indtryk var, at publikum var rigtig meget med og imponerede over, hvad de så. Vi kunne mærke støtten og entusiasmen fra nordjyderne, og det var virkelig rart.

Hvordan føler du, at Frederikshavn håndterede opgaven som arrangør?

Som frederikshavner er jeg måske lidt farvet, men jeg synes, at byen løftede opgaven virkelig flot. Man kunne mærke, at der var blevet gjort noget ekstra ud af det. Byen var pyntet, og der var virkelig stolthed omkring værtskabet. Jeg hørte flere roser, både af maden, af sceneopsætningen, og det er jeg enig i. Det fungerede, og rammerne var meget gode, mener Laura Sund.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...