Derfor giver Frederikshavn Ishockey Klub unge mennesker et stærkere livsgrundlag
Jesper Larsen, børne- og ungeansvarlig under Danmarks Idrætsforbund i Frederikshavn Ishockey Klub, Frederikshavn Skøjteforening og Frederikshavn Curling Club, har skrevet dette indlæg: For helt unge mennesker handler fritidslivet om meget mere end blot at få tiden til at gå. Det handler om at høre til, om at blive set og om at udvikle sig – både som menneske og som en del af et fællesskab. I Frederikshavn Ishockey Klub er ishockeyen rammen, men indholdet rækker langt ud over spillet på isen.
Når børn og unge træder ind i Frederikshavn Ishockey Klub, træder de ind i et fællesskab, hvor samvær og sammenhold er centrale værdier. Her lærer de, at man er stærkere sammen end alene, og at alle har en rolle uanset niveau, alder eller ambitioner. I omklædningsrummet, til træning og på kampdage opstår relationer, som giver tryghed, venskaber og en følelse af at høre til.
Fællesskabet skaber rammen, hvor unge mennesker tør være sig selv, tage ansvar og vise hensyn. Det er her, man lærer at bakke hinanden op i både sejre og nederlag – en erfaring, der rækker langt ind i voksenlivet.
Gode vaner og ordentlighed
En vigtig del af hverdagen i Frederikshavn Ishockey Klub er arbejdet med gode vaner. At møde til tiden, tage ansvar for sit udstyr, lytte til trænere og respektere holdkammerater er ikke tilfældigheder, men bevidste elementer i klubbens kultur. Ordentlighed er en grundpille, og de unge lærer, at respekt for andre og for fællesskabet er afgørende.
Disse vaner smitter af på hverdagen uden for ishallen – i skolen, i familien og senere på arbejdsmarkedet. Klubben er med til at give de unge en struktur og en forståelse for, at engagement og disciplin betaler sig.
Dannelse gennem sport
Intet er vigtigere for et ungt menneske end, at det lærer at forstå, hvordan ”tingene” kører. Kald det dannelse, og det arbejdes der målrettet med bredt i foreninger rundt omkring, også i Frederikshavn Ishockey Klub. Det handler om at uddanne hele mennesker, ikke kun dygtige hockeyspillere. De unge lærer at håndtere modgang og medgang, at sætte mål og arbejde vedholdende for at nå dem. De oplever, at fejl er en del af læringen, og at udvikling kræver tålmodighed og indsats.
Seriøs udvikling – på og uden for isen
De olympiske lege i Milano og Cortina d´Ampezzo er gået i gang, og fire frederikshavnere - alle med opvækst i Frederikshavn Ishockey Klub - er med på det danske ishockeylandshold. Det er en enestående præstation og en kæmpe anerkendelse for byen at være så rigt repræsenteret.
Frederikshavn har aldrig nogensinde før haft fire olympiske atleter i samme OL. Mikkel Aagaard, Joachim Blichfeld, Nick Olesen og Oskar Fisker Mølgaard har betydningsfulde roller på landsholdet, og deres tilstedeværelse blandt de allerbedste er et vidnesbyrd om, at der arbejdes seriøst og professionelt i Danmarks nordligste ishockeyklub.
Børn bør gå til noget
Det bedste råd man kan give til en forælder er, at man skal sende sit barn i en idrætsforening, fordi det giver barnet trygge rammer for både fysisk, social og personlig udvikling. Og gode idrætsforeninger giver struktur i hverdagen og bidrager til at forme robuste, selvsikre børn, der står stærkere både i skole og i livet. Den slags foreninger findes der mange af i Frederikshavn, og det er bare at anerkende, at der ude omkring leveres et kæmpe stykke arbejde for at give unge mennesker det allerbedste fritidstilbud.
Det gælder i fodbold, floorball, håndbold og i en række andre foreninger. Men skal ishockeyen vælges til, så byder Frederikshavn Ishockey Klub velkommen til alle, der kunne tænke sig at prøve sporten af.




































