Gå til hoved-indhold
28. maj 2026 - kl. 00.05

Det bliver 561 kroner billigere hver måned at få passet sit barn i dagpleje

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Det bliver 561 kroner billigere hver måned at få passet sit barn i dagpleje i Frederikshavn Kommune. Prisen for en børnehaveplads falder med 260 kroner om måneden, mens en vuggestueplads reduceres med 63 kroner. Prisfaldet sker med tilbagevirkende kraft, fra 1. maj 2026.

Nedsættelsen af forældrebetalingen på dagtilbudsområdet er et led i finanslovsaftalen for 2026. Onsdag besluttede et enigt byråd, at forældrebetalingen nedsættes med virkning fra 1. maj 2026.

Finansloven for 2026 indebærer, at loftet for forældrebetaling sænkes fra maksimalt 25 procent til 21,3 procent. Selvom kravet først træder i kraft 1. januar 2027, er Regeringen og Kommunernes Landsforening enige om, at kommunerne allerede i 2026 så vidt muligt begynder at sænke forældrebetalingen.

Regeringen og KL har samtidig aftalt, at alle afsatte midler på landsplan, udmøntes til kommunerne i 2026 efter børnetal.

På den baggrund modtager Frederikshavn Kommune 12,6 millioner kroner i 2026. Midlerne er øremærket til
øget normering og nedsættelse af forældrebetaling. En del af midlerne er allerede udmeldt til dagtilbuddene som forberedelse til de kommende ændringer i normeringsopgørelsen.

Når taksterne til de kommunale dagtilbud ændres, reguleres kommunens tilskud til de private institutioner tilsvarende, og en del af midlerne vil derforogså tilfalde disse institutioner.

For at understøtte intentionen i finanslovsaftalen anbefalede administrationen, at forældrebetalingen pr. 1. maj 2026 nedsættes til 21,3 procent for alle dagtilbud. Det indebærer en reduktion fra 25 procent for børnehave- og dagplejepladser og fra 22,2 procent for vuggestuepladser.

Det indebærer følgende prisændringer for en heldagsplads:
Dagpleje: Prisen falder fra 3.789 til 3.228 kroner
Vuggestue: Prisen falder fra 4.069 til 4.006 kroner
Børnehave: Prisen falder fra 2.438 til 2.178 kroner

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...