Det er trist, når vi mister forventningens glæde i vores liv

"Jamen," sagde Peter Plys. "Det, jeg bedst kan lide …" og så blev han nødt til at stoppe op og tænke, fordi selvom dét at spise honning var en meget god ting, var der altid et øjeblik, lige før man begyndte at spise honningen, der var bedre, end mens man spiste, men han vidste ikke, hvad dette øjeblik hed (Citat: Peter Plys).

Øjeblikket før det bedste er det allerbedste. Det er det, som Peter Plys fortæller om. Og nej, det er der vist ikke rigtig noget ord for. Og så alligevel. For vi taler vel nogle gange om forventningens glæde. Altså det, når glæden ved vores forventninger faktisk skaber større glæde end virkeligheden. Når tanken og fantasien overgår virkeligheden.

For Peter Plys er glæden ved at skulle til at spise honning rent faktisk større end når han spiser den. Kender du det? Kender du det, når forventningens glæde faktisk overgår virkeligheden. Det gør jeg. Det gør vi nok alle sammen. Og det i sig selv er jo faktisk fantastisk. Tænk, at vi kan det. Finde ægte mærkbar glæde ved at forvente os noget godt. Tænk, at vi tør. Vente på noget godt. Og endda mærke glæde ved det. Især i tider som disse, der føles tiltagende urolige og usikre.

For vi har det jo med at blive skuffet -ikke? For når vi så får vores ”honning”, altså det søde og dejlige, som vi har glædet os til, så smager det sjældent så godt, som vi havde håbet. Ja, det er sjældent så sødt, som det var i vores hoved. Og er det en gentagende erfaring, noget der står på år efter år, så kan vi finde på at stoppe med at byde forventningens glæde velkommen. Og det leder til et skifte. For når vi ikke giver plads til forventningens glæder, så vil virkelighedens skuffelser uundgåeligt tage pladsen. Og lader man det stå på for længe, så kan det ske at vi helt stopper med at vente på det gode, fordi man så ofte er blevet skuffet. Og det som før var sødere end honning bliver bittert.

Det synes jeg er trist. Det er trist, når vi mister forventningens glæde i vores liv. Ikke mindst fordi vi overser, at forventningens glæde rent faktisk er en glæde. En glæde vi må tage, for hvad den er, ligesom Peter Plys gør. En flygtig glæde. En glæde, der måske sjældent står mål med virkeligheden, men dog en glæde, der ofte driver os til at skabe gode stunder for os selv og hinanden her midt i vores - til tider - urolige virkelighed.

Men det er især trist, hvis man har opgivet forventningens glæde, eller har fået den slået ihjel af dybe skuffelser, fordi jeg tror den taler et større sprog i os end vi selv er herre over. Som præst og som kristen tror jeg nemlig på, at forventningens glæde er som en lille bid af Guds skaberglæde, der sidder fast i os alle. En evne, der skal få os til at turde gribe den glæde, som endnu er at finde i den her urolige verden. Og samtidig en indbygget længsel, der til stadighed jager os til at arbejde for, at vores forventninger om det gode bliver til virkelighed.

Det er jo sommer nu. Også selvom vejret ofte skuffer, så bor den alligevel i os: Sommerforventningen. En forventning, de fleste af os kan finde frem. Et ønske om varme. Om sol. Om glæde. Om fællesskab og bekymringslyse nætter. Om sommerlys ikke engang natten kan kvæle. Kan du også høre det? Sommerforventninger og himmellængsler lyder ikke særligt forskellige. Og jeg tror, det er godt det samme. For måske er det Guds måde at sige til os, der bor midt i denne urolige verden: lev fortrøstningsfuldt videre, som om sommeren er på vej. For din egen skyld. For andres skyld. For den kommer. Det er jo sådan set det som kristendom går ud på. At den evige sommer skal komme engang. Og det kan de lunefulde danske sommerbyger ikke ændre på.

Glædelig sommer!