Gå til hoved-indhold
18. december 2025 - kl. 00.12

- Tak til klubben, fans, sponsorer og frivillige, men først og fremmest min kone

  • 2 af 3
    Rasmus Søndergaard: - Det kræver meget koordinering og arbejde af min kone derhjemme. Hun skal have styr på alt. Når jeg sætter mig ind i bussen til Herlev på fredag, er hun alene med fire børn. Jeg har et godt bagland.
  • 3 af 3
    Rasmus Søndergaard havde sin kone, Amalie Søndergaard Hansen, og børnene Silje, Oliver, William og Sophia med på isen.
Af: Michael Frederiksen - Video: Michael Kristensen og Oliver Høj Eriksson Kristensen

Rasmus Søndergaard overtog onsdag aften Mike Greys klubrekord i Frederikshavn White Hawks. Han spillede sin kamp nr. 865 for høgene, og hele familien var med til hyldesten på isen. Efter kampen, som White Hawks tabte 0-2 til Herlev, takkede Rasmus Søndergaard sin kone, Amalie Søndergaard Hansen, som har en afgørende andel i den imponerende rekord.

Rasmus Søndergaard takkede klubben, fans, sponsorer og frivillige, da Kanal Frederikshavns ishockeyreporter, Michael Kristensen, interviewede ham efter kampen.

- Kæmpe tak til klubben for, at jeg stadigvæk får lov til at være med. Det har jeg dyb respekt for. Den største tak er dog til min familie. Jeg har fire børn og et fuldtidsarbejde ved siden af. Det kræver meget koordinering og arbejde af min kone derhjemme. Hun skal have styr på alt. Når jeg sætter mig ind i bussen til Herlev på fredag, er hun alene med fire børn. Jeg har et godt bagland. Det priser jeg mig lykkelig for, og jeg har stor respekt for, at hun sætter nogle af sine ting på pause for at bakke mig op. Det skylder jeg hende alt for, den dag jeg stopper min ishockeykarriere, siger Rasmus Søndergaard.

I videoen analyserer han også aftenens kamp. Der er tilfredshed med defensiven og Max Zimmermann, som debuterede i WH-målet. Til gengæld var hjemmeholdets offensiv lige så slatten som en pebernød dyppet i kaffe.

12 minutter inde i kampen var der aftalt et powerbreak, hvor der blev vist en video på storskærmen i Nordjyske Bank Arena. Her medvirkede Rasmus Søndergaards holdkammerat og lillebror, Thomas Søndergaard, de to tidligere holdkammerater Jesper Jensen og Morten Lie, den mangeårige træner (både ungdom og senior) Henrik Christiansen, nu tidligere rekordholder Mike Grey og børnene Silje, Oliver, William og Sophia. Oliver afsluttede videoen med at sige: "Og jeg er bedre end dig".

Det var en kommentar, som farmand bemærkede, og det får konsekvsener, når U8-drengene skal træne på lørdag. Her er Rasmus Søndergaard hjælpetræner. 

- På lørdag hedder det bande-bande i stedet for at hygge os, griner Rasmus Søndergaard.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...