Gå til hoved-indhold
24. november 2019 - kl. 00.11

Dødsfald: Pedal Ove døde lørdag - han blev 75 år

  • 1 af 4
    FOTO: TV2 Nord
  • 2 af 4
    FOTO: TV2 Nord
  • 3 af 4
    Ove Hansen blev i 1992 frikendt for drabet på sin eks-kone og tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner.
  • 4 af 4
    Ove Hansen blev i 1992 frikendt for drabet på sin eks-kone og tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner.
Af: Michael Frederiksen

Ove Hansen fra Frederikshavn - kendt i hele Danmark som "Pedal Ove" - døde lørdag på Aalborg Universitetshospital. Han blev 75 år.

Pedal Ove havde lymfekræft, men oplyste for nogle uger siden, at han var i bedring. Han blev dog ramt en alvorlig lungebetændelse og døde lørdag i Aalborg.

Maskinmesteren og fritidsmusikeren Ove Hansen blev 12. november 1982 idømt 12 års fængsel for drabet på sin eks-kone Brita Hansen.

29. november 1991 blev sagen genoptaget af Den Særlige Klageret på baggrund af dokumentarprogrammerne "Dømt for mord" og "Politiets blinde øje" på DR, hvori to nye vidner stod frem og gav Pedal Ove et alibi på drabstidspunktet.

13. april 1992 blev Ove Hansen frikendt for drab og tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner.

I august 2017 modtog journalist Michael Teschl et anonymt brev, som opfordrede ham til at se nærmere på den uopklarede Pedal Ove-sag. Gennem næsten to års omfattende research-arbejde er nye afsløringer kommet frem, som har ført til endnu en drejning i sagen.

4. november i år udgav Michael Teschl bogen "Den dag Brita forsvandt", og netop i disse uger sender TV 2 en dokumentarserie med titlen "Mysteriet om Pedal Ove". Tredje og sidste afsnit kan ses på torsdag kl. 20.00. Alle tre afsnit ligger desuden på TV 2 PLAY.

I serien sås tvivl om rigtigheden af de vidneudsagn, som var afgørende for, at Pedal Ove-sagen blev genoptaget. TV2 Nord mødte for tre uger siden Ove Hansen på hans kontor i Frederikshavn Maskinsmedje, hvor han arbejdede til sin død med sønnen Mads.

I "Mysteriet om Pedal Ove" konfronteres Ove Hansen med, at hans alibi er væk.

- Jeg ved, hvad mit alibi er, men jeg kan godt se i andres øjne, at det ser mærkeligt ud, at der ikke er nogen, der har set mig på den køretur, sagde Ove Hansen TV2 Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...