Dom i Hørby-sagen: 33-årig idømt tre års fængsel
33-årige Jens Kristensen fra Frederikshavn er for kort tid siden ved Retten i Hjørring blevet idømt tre års fængsel for ved vold at have kostet 15-årige Mathis Matthiassens fra Hørby livet.
Den dømte har udsat Mathis Matthiassen for grov vold, bragt ham i en hjælpeløs tilstand og efterladt ham i en tilstand på en parkeringsplads, hvor drengen endte med at dø, skriver Ekstra-Bladet.
Retten lagde vægt på, at Jens Kristensen har haft skiftende forklaringer, og selv om der eventuelt har været et samtykke til sex med dominans, må det have stået den dømte klart, at Mathis Matthiassen i løbet af deres møde befandt sig i en tilstand, hvor han ikke kunne stå ved sit samtykke.
Retten finder det bevist, at Jens Kristensen har udøvet vold i form af slag, og at han i løbet af aftenen har udsat den 15-årige dreng for kvælning. Til gengæld blev han frikendt for at have udøvet vold mod drengen under kørslen frem og tilbage fra Hørby Stadion, hvor en hundelufter 28. marts opdagede den 15-årige dreng ligge livløs.
Jens Kristensen udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.