Uge 29: Overordnet set forløber det fint - folk er glade og tilfredse
- Vi har haft travlt, men der er også mange mennesker, og det gode vejr betyder, at endnu flere kommer til Skagen. Overordnet set forløber det fint. Folk er glade og tilfredse.
Politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljetjenesten Frederikshavn, konkluderer, at Hellerup-ugen i Skagen indtil videre er forløbet stille og roligt uden de store problemer.
I nat blev fem personer sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det drejede sig blandt andet om sager, hvor folk nægtede at forlade steder, gadeuorden og uanstændig opførsel.
Tre af de fem sigtede kommer fra Aalborg, mens de to andre er fra Skagen og Viborg.
Trods det fantasiske vejr har der ikke været mange anmeldelser om musik til ulempe.
- Vi havde tre anmeldelser i det seneste døgn, og en af dem var allerede torsdag eftermiddag. Disse sager fylder ikke meget på døgnrapporterne i denne uge, udtaler Michael Karstenskov.