Endnu mere kapaw til Sæby Festival 2025 – en fælles by- og kulturoplevelse
Når Sæby Festival løber af stablen lørdag 30. august på den gamle slagterigrund er det ikke blot en musik- og lyrikfestival. Det er et fælles pust af kreativitet og en kulturoplevelse skabt for byen og af byen – med støtte fra erhvervsliv, civilsamfund, skoler, Frederikshavn kommune, lokale og nationale fonde.
Opbakningen er stor, og lige så er opmærksomheden til stor glæde for arrangørgruppen bag Sæby Festival. Sæby Festival har modtaget en stor og flot donation fra Region Nordjyllands kulturudviklingspulje på baggrund af følgende vurdering:
Der er tale om en ny festival, der holdes for anden gang. Projektet bidrager både til målet om, at flere lokalområder skal udvikles med kunst og kultur, og til at flere nordjyder skal have glæde af attraktive kunst- og kulturtilbud. Det lokale engagement og ambitionsniveauet er højt, både hvad angår kunstnerisk indhold, involvering af flere kunstneriske genrer og lokale samarbejdspartnere.
- Vores samarbejdspartnere er helt essentielle for at lykkes med alle vores visioner, og derfor er vi også superglade for, at både fagfolk og frivillige fra sidste år har sagt ja til at være med igen i år. Det giver samtidig en følelse af, at det er et projekt, vi skaber i fællesskab, når vi går sammen og gør os umage for at skabe en mindeværdig oplevelse, udtaler Nana Hyllested, talsperson for Sæby Festival.
I år har det været muligt for virksomheder at købe en sponsorpakke ved Sæby Festival, som giver adgang til en fælles virksomhedslounge, og det er der mange lokale virksomheder, der har støttet op om, herunder VMS Group A/S i Frederikshavn.
- Jeg er selv bosiddende i Sæby, og jeg ser et stort potentiale i at skabe mere for de unge i byen, og det er blandt andet derfor vi støtter op om Sæby Festival. Derudover vil vi gerne tilbyde vores medarbejdere forskellige oplevelser, og det giver samarbejdet med Sæby Festival mulighed for, så for os handler det både om at støtte op om lokale initiativer, der rammer en målgruppe, der ikke er så meget for og samtidig en form for medarbejderpleje, udtaler Morten Vestergaard, ejer, VMS.
Virksomhedsloungen vil være for de virksomheder og medarbejdere, der forinden har købt adgang dertil. Her er der inddelte siddepladser, hvor man kan nyde et øjebliks ro, en god samtale med en ko- eller konkollega, en kold fadøl eller et køfrit toiletbesøg.
- Virksomhedsloungen er vores måde at sige tak til sponsorerne – og det er samtidig et rum for netværk og fællesskab, udtaler booker Mia Ahrenholt Brandin.
For at skaffe nok siddepladser i virksomhedsloungen og til gæsterne i de andre zoner på festivalpladsen har arrangørerne via deres sociale medier udsendt en opfordring til festivalens følgere, nemlig at donere smukke funktionelle møbler, som måske stod for at blive sendt på genbrugspladsen, for ligesom sidste år er det nemlig festivalens intention at anvende forskelligtudseende møblement, for at skabe hygge, og i år skrues der op for kolonihave-, rokoko- og bohemestilen, så hvis der er nogle, der ligger inde med smukke udskårne møbler med krummelurer, broderier, skamler, lænestole med fryns og klunker, så tages donationen imod med kyshånd.
Festivalledelsen er overvældet af lokalsamfundets støtte – både praktisk, økonomisk og kunstnerisk.
- Festivalen er skabt for byen, og vi er virkelig taknemmelige for den fantastiske opbakning vi møder, siger Mia Ahrenholt Brandin.
Billetter sælges via saebyfestival.dk og på https://tinyurl.com/Saebyfestival2025.