Frederikshavn Bingohals årlige Knæk Cancer-spil finder sted på fredag
Fredag 17. oktober kl. 18.30 holder Frederikshavn Bingohal sit årlige Knæk Cancer-spil. Det er årets mest velbesøgte aften med normalt 250 gæster, hvor hele overskuddet går ubeskåret til Knæk Cancer.
- I 2024 var overskuddet på 22.000 kroner, og klubberne i Bankoklubbernes Fællesklub valgte at give et yderligere tilskud til det gode formål, så vi kunne donere i alt 40.000 kroner, hvilket vi var utrolig stolte over, fortæller Mogens Johansen på Fællesklubbens vegne.
I løbet af aftenen vil der være overraskelser i form af gaver fra Frederikshavn Bingohals leverandører blandt andet Kop & Kande og Meny kaffe. Samtidig donerer Anita’s Cafeteria indtægterne for salg af kaffe denne aften til det gode formål.
- Vores Knæk Cancer er noget, som ligger både os og sikkert også mange andre på sinde, så kom og støt op om det gode formål og få en hyggelig aften, opfordrer Mogens Johansen.
Det vil også være muligt at købe et LED-fyrfadslys, hvor pengene går til Knæk Cancer.
- I hallen vil vi tænde lysene til minde om dem, som vi har mistet og for dem, der kæmper med den frygtelige sygdom, siger Mogens Johansen.