White Hawks imponerer - vinder 7-4 over Herlevs tophold
Intenst, dramatisk og målrigt opgør her i eftermiddag, hvor Frederikshavn White Hawks' bundhold tilføjede Herlevs tophold sæsonens første nederlag. Høgene krigede sig ind i opgøret efter en svær første periode og vandt 7-4 på formidabel fight og stor offervilje, hvor det offensivt igen var rigtig imponerende. 12 mål i de seneste to kampe på hjemmebane mod nummer 1 og 2.
Havde man forventet et Herlev-mandskab med busben, blev man slemt skuffet. For københavnerne indledte kampen med enorm aggressivitet, hvor WH-defensiven havde svært ved at finde sine ben. Kombinationerne var en fryd for øjet at se på, og man ventede blot på den første scoring af gæsterne.
Den kom efter godt fire minutter, og det var netop på hurtige pasninger, at scoringen blev sat ind. August Hedlund var chanceløs i buret, da defensiven blev spillet fuldstændig tynd, og Marius Kring Andersen satte sidste stav på og gav gæsterne føringen. I øvrigt et gæstehold, der blev bakket fantastisk flot op af 15 medrejsende Herlev-fans.
Herlev pressede på for yderligere scoring, og det så svært ud, da Rasmus Søndergaard tog en udvisning. Topholdet har vist sig uhyre giftige i powerplay i sæsonen, men heldigvis red hjemmeholdet stormen af.
Det var ikke meget høgene havde offensivt i første periode, men da Emil Zetterquist en enkelt gang tøvede, så slog hjemmeholdet til. Sebastian Holm udnyttede passiviteten og fandt Thomas Søndergaard, der bragede pucken ind med et velplaceret skud.
”Det skal nok komme på et tidspunkt” udtalte Thomas Søndergaard i går til Kanal Frederikshavn, altså målene, og det gjorde det i dag. Herlig scoring af arbejdshesten, som leverede en god indsats i eftermiddag og altså fik sæsonens første scoring og point på kontoen.
Kunne Herlev holde tempoet, eller ville WH få plads til deres spil? Det var spørgsmålet, tilskuerne stillede sig selv i pausen. Det blev det sidste, nemlig at høgene fik tid og plads. Holdet arbejdede sig ind i kampen, akkurat som i mandags mod Herning, hvor man var håbløst bagud.
Det var man ikke i eftermiddag, og med to scoringer med godt et minuts mellemrum, anede man en overraskelse i Nordjyske Bank Arena. Mikkel Skov bragte høgene foran 2-1 i powerplay, da han fulgte godt op på Thomas Spellings afslutning. Den fik Emil Zetterquist ikke helt gjort nok ved, og så var Skov over returen.
Kort efter var det Ben Freeman, der leverede noget af det på egen hånd, man har efterlyst. Herlig aktion af canadieren, der fyrede af og udplacerede en forbavset Herlev-keeper. 3-1 på måltavlen og totalt vending på opgøret både spille-og stillingsmæssigt.
Anden periode udviklede sig fysisk, og hele tiden var spillerne i infight. Dommerne havde nok at gøre, og der blev også langet nogle udvisninger over disken. Især Brandon Frattaroli virkede overgearet for hjemmeholdet, og begge udvisninger var i den dumme kategori. Dog udnyttede Herlev ikke de powerplay, de fik i perioden.
De udnyttede dog et straffeslag med knap to minutter tilbage. Santeri Suistio måtte trække i nødbremsen, og straffeslaget omsatte Herlev-topscorer Victor Cubars sikkert, da han sendte pucken mellem benene på en ellers storspillende August Hedlund.
Det var voldsomt intenst med flere kampe i kampen, hvor spillerne bestemt ikke kunne lide hinanden. Brandon Frattaroli og Frederik Bjerrum sender ikke hinanden kalendergaver i december, og sidstnævnte var voldsomt frustreret, da han røg i straffeboksen efter en batalje med canadieren.
Da den udvisning på Frederik Bjerrum udløb, gjorde WH det til 4-2. Omhyggeligt og tålmodigt powerplay, hvor man ventede på den rigtige chance, og da Jaeden Martin fyrede af, stod Gorm Topholt klar med en styring, der snød Emil Zetterquist.
Ikke længe efter det blev det også 5-2 til WH. Her var det igen Ben Freeman, der leverede en god aktion, og så lignede det for alvor, at Herlev skulle tabe for første gang i sæsonen.
Herlev tog en tidlig satsning med time-out og keeper Emil Zetterquist ud med syv minutter tilbage af opgøret. To høge-udvisninger gjorde, at Herlev spillede seks mod tre, men det gjorde ikke noget for høgene, der gjorde det til 6-2 i det tomme bur. Det var Alexander Lunsjö, der opfangede pucken og lagde den ind i den tomme kasse.
Herlev reducerede kort efter, stadig med to mand i overtal, da Tim Daly sendte pucken ind bag August Hedlund, og kort efter igen ny reducering til 6-4, da pucken heldigt faldt ned foran Axel Lindström - måske ny spænding? Stadig næsten fem minutter at spille.
Høgene red stormen af efter en formidabel fighterindsats igen i eftermiddag. Ben Freeman kunne lukke og slukke med sin tredje scoring. Igen for WH i tomt bur og kæmpe forløsning i Nordjyske Bank Arena. En yderst fortjent sejr til et WH-mandskab, der nu blot skal lære at spille 60 minutter. Det hele kunne være slut allerede efter første periode, hvor man virkede overraskede over den speed, Herlev kom med. Men stor cadeau til holdet for at rejse sig på den måde og levere et resultat, som ingen i hockey-Danmark havde forventet.
Mere af det, tak!