Trist eftermiddag i Thisted: IF Skjold Sæby tabte to kampe i JS2
FfI ligner et hold, der rykker ned i serie 2. Meget skal flaske sig, hvis den tidligere divisionsklub skal redde livet i serie 1. SEIF mærkede på egen krop dommermanglen, da de vandt i Hjørring AIK Frem, og så kan Dybvad/Hørby stadig selv afgøre, om de vil rykke op i serie 3. Masser af spændende seriekampe i fodbold, som du kan læse om lige her.
Jyllandsserien 2, pulje 3
IF Skjold Sæby var i aktion to gange i eftermiddag. Først skulle den afbrudte tordenkamp mod Thisted spilles færdig. Det blev den i forbindelse med de to klubbers indbyrdes møde senere på eftermiddagen i Thisted. Stillingen var 1-0 til Thisted, inden de sidste 21 minutter blev sat i gang, og der kom ingen scoringer og derved tre point til Thisted.
En lille halv time senere skulle der så spilles en 90-minutters kamp samme sted, og her løb Thisted også med alle tre point. Sæby måtte rejse hjem med et 2-0 nederlag.
Serie 1, pulje 6
Det begynder at se rigtig svært ud for FfI, der efter weekendens runde har seks point op til redning og fem point op til play-off plads for at undgå nedrykning. Lørdag blev det til et nederlag på 2-0 hjemme mod Jetsmark. Frederikshavnerne mangler dog tre kampe, hvor to af dem er mod de direkte konkurrenter om nedrykning, Aabybro og Brønderslev, inden de slutter sæsonen mod LKB Gistrup.
Serie 2, pulje 12
SEIF kan selv afgøre, om det skal blive til minimum play-off om oprykning. Lørdag vandt holdet 4-3 i Hjørring AIK Frem. Alex Andersen blev matchvinder fem minutter før tid i en kamp, hvor indhopperen August Robenhagen spillede en hovedrolle med en scoring og to assister på blot otte minutter.
Bemærkelsesværdigt, at kampen blev afviklet med blot én dommer. DBU Jylland kunne ikke stille linjedommere til opgøret, og derfor stod Mark Molbjerg alene med ansvaret. Det gjorde han i øvrigt fremragende, trods de svære betingelser for dagens opmand.
SEIF spiller tirsdag den udsatte kamp fra Amy-stormen, når Asaa/Hjallerups tophold kommer på besøg. SEIF har i den grad revanche til gode, da de tabte det første opgør med 7-1.
Serie 3, pulje 24
Østervrå og FfI's andethold er stadig med i kampen om oprykning til serie 2. Lørdag eftermiddag vandt Østervrå hjemme over Tornby med 2-1. Andreas Bundgaard blev matchvinder i dommer Jesper Baands overtid.
FfI vandt 2-0 på udebane over Skibsby/Højene. Kampen blev afviklet på kunstgræsbane, og det var frederikshavnerne, der slap bedst fra det.
Allerede nedrykningsramte IF Skjold Sæby leverede en flot indsats, selvom det blev til et nederlag på 3-2 til Bagterp.
Serie 3, pulje 25
Simon Kløjgaard og Tobias Overlade scorede hver tre gange, da IF Skjold Sæbys andethold vandt hele 7-0 i Ulsted. Kasper Krogh ville også lege med og scorede en enkelt kasse for sæbynitterne, der med sejren tog et vigtigt skridt i retning mod en ny sæson i serie 3.
Voerså fik en ordentlig én på hatten, da de i Nørresundby blev skilt af og tabte 6-0 til FC Dansom. Voerså kunne ellers have sikret sig en ny sæson i serie 3 med en sejr, men nu bliver der to giftige weekender, hvor holdet mangler allerede nedrykkede Ulsted og det kommende serie 2-hold VHG/GS.
Serie 4, pulje 48
Bangsbo Freja har været i aktion to gange i den forgangne uge. Tirsdag blev det 0-0 mod SEIF, og lørdag vandt man 3-0 over Skagen. Sebastian Pedersen scorede to gange for Bangsbo, der ligger på en flot tredjeplads.
SEIF's andethold var også i aktion lørdag, og her led holdet et 3-2 nederlag til Hjørring AIK Frem.
FfI's tredjehold fik en ordentlig snitter i Hirtshals, hvor holdet tabte hele 10-2 til det kommende serie 3-hold.
FC Vakok kunne ikke stille hold i deres kamp lørdag mod Bindslev/Tversted. FC Vakok er stadig i stor fare for nedrykning til serie 5. Holdet er blot to point over nedrykningsstregen med to runder igen.
Serie 4, pulje 52
IF Skjold Sæbys fjerdehold delte i porten med Klokkerholm, da deres indbyrdes møde endte uafgjort 1-1. Rasmus Pedersen stod for Sæby-holdets scoring i kampens overtid.
Dybvad/Hørby kan selv afgøre, om det hedder serie 3 efter nytår. August Kjældgaard scorede begge mål i 2-1 sejren på udebane over VHG/GS. August Kjældgaard er hermed oppe på 18 scoringer i dette efterår og er suveræn topscorer i rækken - hele 10 scoringer foran Syvstens Casper Nielsen.
Netop Casper Nielsen og Syvsten tog en vigtig 4-0 sejr over Hals. Her var det Alexander Mortensen, der løb med overskrifterne, da han scorede hattrick for Syvsten. Holdet kravlede over nedrykningsstregen, men for en kamp mere end VHG/GS og Hals. Det bliver med kniven for struben de sidste to kampe for Thomas Hedens mandskab.
U17 Liga 1, drenge
Det kan godt ske, det står skidt til med FfI i serie 1, men lad os lige slå et slag for klubbens talentfulde U17- hold. I dag spillede holdet topkamp i Vildbjerg og vandt med 3-2. Holdet har efter syv kampe maksimumpoint og en målscore på hele 22-2. Flot af de unge drenge, som er i pulje med store klubber som Thisted, Ikast, AaB og Holstebro.