260 til klubaften med fællesspisning i FfI Fodbold
Torsdag aften havde FfI Fodbold inviteret til efterårets fællesspisning på Fodboldvej for piger og drenge fra U13 til seniorer, og det blev både en hyggelig og vellykket aften for alle de glade deltagere.
Koordinator John Nygaard bød velkommen. Han glædede sig over, at det igen var lykkedes at slå ny rekord, hvad deltagere angår.
- Det er fantastisk, at det igen lykkes med at samle de aktive på tværs af alle afdelinger til en mindeværdig klubaften. Dejligt, at alle trænere og ledere og frivillige hjælpere bakker op om dette arrangement, og det er skønt at opleve alle de glade børn og unge hygge sig i hinandens selskab, siger Orla Thomsen fra FfI Fodbold.
Sportsligt opnås der flotte resultater i ungdomsafdelingen – både på drenge- og pigesiden. FfI Fodbold har mange medlemmer, og for første gang i klubbens historie, er der både Liga 1 og Liga 2 i U17. Liga 1-holdet indtager endda en suveræn førsteplads. Til gengæld kniber det på seniorsiden, hvor førsteholdet er på vej ned i serie 2.
Ditte Bang Frandsen fra Spar Nord Bank dukkede op med en "stor" check. Hun nævnte, at Spar Nord Bank vil bidrage med at hylde en træner, som har ydet noget helt særligt for FfI Fodbold.
FfI Fodbolds ungdomskonsulent Per Svensson tog herefter ordet.
- Personen denne gang har arbejdet i klubben i mange år og er en yderst flittig og vellidt træner. Han har tilmed været vikar i andre årgange, når behovet har været der. Valget denne gang går til Kristoffer Madsen, som er træner for vores fantastiske stærke U17-drengeafdeling. Han har været omkring denne årgang i flere år, og han har formået at udvikle, inspirere og ikke mindst sammenholde disse unge spillere igennem en stor træningsindsats og kampgejst. En ungdomstræner, som FfI Fodbold kan være og er mega stolt af at have på holdet. Vi håber, at vi fortsat i årene fremover kan gøre brug af Kristoffers fodboldfaglige og pædagogiske evner, sagde Per Svensson.
Menuen var meget populær blandt de sultne deltagere og bestod af kylling i karry med ris og grøn salat og flutes. Og is til dessert.
Da alle var mætte, var tiden kommet til kåring af EFTERÅRETS SPILLER.
U14 piger: Mynthe Nielsson - Allan Jacobsen/Tim Terkelsen
U17 piger: Olivia Anderson - Michael Olesen
Damer senior: Lina Møller Christensen - Rune Knudsen/Ronni Jensen
U13 drenge: Philip Sommer - Kristian Elbæk Andersen
U14 drenge: Anas Mohamed - Michael Jørgensen
U15 drenge: Malthe Smith - Casper Larsen
U16 drenge: Frederik Stausholm - Michael Juul/Thomas Axelsen
U17 drenge: Noah Nyholm - Kristoffer Madsen/Jonas Serup
U19 drenge: Anton Jensen - Christian Aabeck
Serie 1 herrer: Jack Vejle - Jonas Serup/Thomas Petersen
Serie 3 herrer: Emil ”Figo” Wrensted - Peter Jørgensen/Christian Aabeck
Serie 4 herrer: Anton Schüsler - Mickey Høeg Jensen
Special Olympics: Cecilie Pedersen - Lone/Helle/Allan/Anders
Efterårets spiller fik en velfortjent hyldest af sine kammerater og af træneren overrakt en PUMA T-shirt fra Sport24 påtrykt den flotte titel EFTERÅRETS SPILLER.
- Tusind tak skal lyde til alle, som har hjulpet til i forbindelse med forberedelse og afvikling af fællesspisningen – også en stor tak til vores serveringsteam, som ordner borddækning, madservering og oprydning og tak til Joan, Ivan og Leif, som klarede opvasken på bedste vis. Også Hanne, Anette og Jette skal have en stor tak for ”levering” af maden. Dejligt, at vi kan servere hjemmelavet populært mad til så mange deltagere. Tak til John for din hjælp med koordinering med mere, siger Orla Thomsen.