Maurizio Colella bliver Supporternes Spiller i White Hawks
Frederikshavn White Hawks oplyser i dag i en pressemeddelelse, at Maurizio Colella bliver Supporternes Spiller.
Den 28-årige canadier kommer direkte fra East Coast Hockey League (ECHL), hvor han i den forgangne sæson repræsenterede Rapid City Rush i South Dakota. Her leverede han en sæson med 36 point i 70 kampe og bar samtidig et stort ansvar som assisterende kaptajn.
Maurizio Colella er venstrefattet wing/center, måler 183 cm og vejer 85 kg. Han beskrives som en hårdtarbejdende og komplet tovejsspiller med lederevner, energi og et solidt arbejdsniveau.
- Han er præcis den type profil, der passer perfekt ind i Frederikshavn White Hawks’ værdier og spillestil, lyder vurderingen fra White Hawks.
Tilgangen af Maurizio Colella er muliggjort gennem den store opbakning fra klubbens mange fans og samarbejdspartnere, som har bidraget til Supporternes Spiller-indsamlingen. Den massive støtte har gjort det muligt at tilføje en ny offensiv brik til truppen, og klubben retter en stor tak til alle der har bidraget.
- Supporternes Spiller er et unikt initiativ, hvor fællesskabet omkring klubben har vist sin styrke. Vi er utrolig taknemmelige for den støtte, der har gjort det muligt at hente en spiller som Maurizio til Frederikshavn, udtaler den sportslige ledelse i Elite Nord Frederikshavn A/S, selskabet bag Frederikshavn White Hawks.
Maurizio Colella forventes at ankomme til Frederikshavn i den kommende uge.
Det er anden gang i denne sæson, at høgene præsenterer Supporternes Spiller. Den første, Hudson Schandor, kom dog aldrig til Frederikshavn, da han i sidste øjeblik valgte at jagte en karriere i AHL. Det gik dog ikke som håbet, så Hudson Schandor er nu at finde i Greenville Swamp Rabbits i East Coast Hockey League.