Et værdigt ældreliv kræver handling, prioritering og ansvar
Byrådskandidat Mathias Rump Hansen (DF) har skrevet dette indlæg: Historien om 86-årige Poul Nielsen fra Frederikshavn Kommune har gjort stort indtryk på mange. Den sætter ord på en virkelighed, som flere og flere ældre og pårørende genkender – nemlig at hjælpen ikke altid følger behovet.
Ifølge Danmarks Statistik modtager 20,1 procent af de ældre over 75 år i Frederikshavn Kommune hjemmehjælp. Det er lidt over landsgennemsnittet på 17,9 procent.
Men samtidig viser tallene, at andelen af ældre, der får hjemmehjælp, er faldet med 22 procent siden 2020, mens antallet af ældre i kommunen er steget. Det betyder, at 188 færre borgere over 75 år i dag får hjemmehjælp end for fem år siden.
Det kan skyldes flere ting – herunder ændrede visitationskriterier, bedre hjælpemidler og generelt mere selvhjulpne ældre – men det rejser alligevel et vigtigt spørgsmål om, hvorvidt hjælpen når dem, der faktisk har behov.
Samtidig viser tallene, at de ældre, der får hjælp, i dag får mindre tid stillet til rådighed end tidligere. En borger på 80 år eller derover får i gennemsnit 3 timer og 23 minutters hjælp om ugen, hvilket er 24 minutter mindre end for fem år siden, hvilket ikke alene er den gale vej, men også et større fald end landsgennemsnittet.
Når vi kombinerer det med, at Frederikshavn Kommune ifølge DR ligger som nummer seks i landet over kommuner med størst utilfredshed blandt ældre hjemmehjælpsmodtagere, så er der i den grad grund til at se ældreområdet grundigt efter i sømmene.
Jeg tror ikke, løsningen alene findes i flere penge. Vi skal også se på, hvordan hjælpen organiseres, og hvordan medarbejderne får de bedst mulige rammer til at bruge deres tid på omsorg – ikke på bureaukrati og papirarbejde. Samtidig skal vi have tættere dialog med de ældre og deres pårørende, så vi kan reagere, når noget ikke fungerer.
Ældrepleje handler i sidste ende om mennesker, ikke systemer. For mig handler det om at skabe en kommune, hvor hjælpen gives med respekt, hvor de ældre borgeres værdighed bevares, og hvor medarbejderne har den rette tid til at gøre det, de er bedst til.
Et værdigt ældreliv kræver mere end ord. Det kræver handling, prioritering og ansvar.