Gå til hoved-indhold
20. juli 2025 - kl. 00.07

Arbejdsgiver: - El-formands tilgang til lærlingeproblem er for nem og doven

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Arbejdsgiverne skal stramme op, når det gælder ansættelse af lærlinge, mener Per Skjervedal, formand Dansk El-Forbund Nordjylland, men det er alt for nemt og dovent at sige, lyder det nu fra Tommy Bloch-Larsen, indehaver af Bloch Både i Dybvad.

- Vi står i øjeblikket i en paradoksal situation med den kommende generation af elektrikere. Rekordmange unge har valgt vores fag, men mangler en læreplads, og samtidig råber arbejdsgiverne på uddannet arbejdskraft. På Tech College i Aalborg alene er 60 elektriker-elever tvunget til at starte deres håndværker-uddannelse i skolepraktik 1. august. Det er mere end halvdelen af en årgang, og tallet er katastrofalt. Det er derfor nu, kære arbejdsgiver, at det er tid til at tage et medansvar og tid til at investere. Ikke kun i maskiner og firmabiler, men i lærlinge og dermed i fremtiden i din virksomhed, siger Per Skjervedal.

Den tilgang til problemet er for nem, påstår Tommy Bloch-Larsen.

- Hvorfor er der ingen, der spørger, hvorfor der er kommet de problemer med at få etableret lærlingepladser? At sige arbejdsgiverne skal stramme op, er jo bare at symptombehandle, når problemets kerne ligger et helt andet sted. Problemet er jo, at alt for meget er blevet styret af forbud og lange skoletider, udtaler Tommy Bloch-Larsen.

Han synes, at de fleste råber og kritiserer, men kun ser på overfladen.

- Tror Per Skjervedal, at arbejdsgiverne er blevet mere dovne de sidste 25 år, siden de skal stramme op, eller kan der være andet galt Arbejdsgiverne er præcis lige så villige til at tage lærlinge nu som for 25 år siden, men det drukner jo i regler og bureaukrati og lovgivning. Da jeg startede på bådebyggerskolen i 1996, havde halvdelen af klassen allerede læreplads, og da vi var færdige med grundforløbet, havde den sidste halvdel også læreplads.

- Forskellen er, at dengang måtte unge mennesker gerne tage et arbejde. Vi måtte gerne være fejedrenge og arbejdsdrenge på værkstederne. På den måde fik vi skabt kontakt til virksomhederne, og vi blev sluset ind på arbejdsmarkedet. Det var både lovligt og muligt. Men i dag må unge mennesker under 16 år ikke feje gulvet i et værksted, hvis der er maskiner. Og folkeskolen i dag stopper så sent, så de unge mennesker kan ikke nå ud til firmaerne, før at medarbejderne er gået hjem. Systemet gør, at de unge mennesker ikke selv kan sluse sig ud i arbejdsmarkedet og skabe kontakt til virksomhederne, mener Tommy Bloch-Larsen.

Han beklager, at politikerne er af den opfattelse, at håndværkere skal laves på skolerne. Og EPX-uddannelsen er ifølge Tommy Bloch-Larsen endnu et træk, der kvæler det med at få lærlinge ud til virksomhederne.

- Det er bare lidt for nemt at stå og se sur ud og sige, at arbejdsgiverne skal stramme op. Zoom ud og se det på en anden måde. Tror du virkelig, at arbejdsgiverne har ændret sig så meget på 20-25 år, eller tror du, det kan være skolereformen og lovgivningerne, der ødelægger det, fordi de unge mennesker ikke har en chance for at komme ud i virksomhederne sideløbende med folkeskolen?, spørger indehaveren af Bloch Både i Dybvad.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...