Gå til hoved-indhold
10. november 2025 - kl. 21.11

Trænerfyring i White Hawks udløste ingen chokeffekt - klart nederlag i Vojens

  • 1 af 1
    Mario Simoni fik ikke det drømme-comeback i WH-boksen, som alle WH-fans ønskede. Foto: JFM Play
Af: Michael Kristensen

Velkommen tilbage Mario! Ja, det var nok ikke på den måde, den canadiske coach havde ønsket sin tilbagekomst til dansk ishockey og Frederikshavn White Hawks, men måltavlen efter 13 minutter viste 3-0 til Sønderjyske og gav panderynker i hovedet på den rutinerede coach. Åbent hus og mareridtsstart for WH, der igen i aften manglede rigtig meget for at kunne true et hjemmehold, der fortjent vandt med 5-1.

- Arbejdsindsatsen kan vi ikke sætte en finger på, men det bliver en hård kamp, når vi lukker tre mål ind i første periode, så vi jager i hele kampen. Ny træner, folk er sådan lidt spændte og måske nervøse. Man holder måske lidt ekstra hårdt i staven i dag i stedet for lige at slappe af engang imellem, sagde WH's Thomas Spelling i JFM Play.

Et tidligt powerplay til WH gav håb om en god start efter landsholdspausen, men ingen bid i de to minutters overtal. Enkelte justeringer var der lagt op til fra Simionis side, og mon ikke vi ser flere desto længere, vi kommer hen på sæsonen.

Mikkel Bertelsen tog en udvisning efter godt fem minutter, og den skulle hjemmeholdet ikke bruge længe på at konvertere til en scoring. Rasmus Lyø fik god plads af Aleksi Ainali, og den sønderjyske back hamrede pucken sikkert ind bag Kevin Frydkjær. Igen i aften var August Hedlund fraværende i WH-buret.

Finske Aleksi Ainali var igen i skurkens rolle seks minutter senere, da han mistede pucken i egen zone. Hurtigt fik hjemmeholdet kreeret en chance, og bum, så var det 2-0. Det var den tidligere WH-spiller Nikolaj Krag Christensen, der sendte skiven ind bag en prisgivet Kevin Frydkjær.

Seks sekunder efter pucken igen var smidt, tabte Jaeden Martin hovedet og lavede en tåbelig tackling op af banden. Dommerne havde en 5-minutters i tankerne, men efter video blev den lavet om til en 2-minutters udvisning. Men virkelig dumt af svenskeren at sætte holdet i en sådan situation, kort efter man var kommet bagud med 2-0. Kender man Mario Simoni fra tidligere, så er det sådan en udisciplineret handling, der kalder på en samtale på kontoret i morgen.

Endnu mere dum var handlingen, da den førte til 3-0 scoring til hjemmeholdet. Angelo Miceli stod bag den scoring, mens høgene altså var i undertal. Puha, for en start WH!

I anden periode fik høgene stoppet blødningen, om end spillet ikke blev meget bedre. Man havde svært ved at holde i pucken, og igen må vi sætte spørgsmålstegn ved flere af spillernes kvaliteter. Supporternes spiller, Maurizio Colella, var igen fuldstændig anonym, og Ben Freeman og Brandon Frattaroli så man kun i glimt, og lignede ikke nogle, der havde spilleglæde overhovedet. Går den under Mario Simioni?

Der skulle noget ekstraordinært til, hvis WH skulle tilbage i opgøret. Muligheden kom i det første minut af tredje periode, da Thomas Spelling fik en kæmpe mulighed. Mattias Pettersson i Sønderjyske-buret hev desværre en fremragende redning ud af ærmet.

Det var chancen for et comeback, for efter fire minutter gjorde Gustav Nielsen det til 4-0 for sønderjyderne. WH havde svært ved at få pucken ud af zonen, og da den så dumpede ned foran Gustav Nielsen, kunne han med baghånden udplacere Kevin Frydkjær.

White Hawks kom frem til flere chancer i tredje periode, og enkelte gange var det også tæt på. Men både skarpheden og selvtilliden mangler. Trænerskiftet gav i hvert fald ikke den ønskede effekt i første forsøg, hvor Mario Simioni også kun har haft tre dage med sit nye mandskab.

Svenske Filip Persson reducerede til 4-1 med syv minutter igen, da Mikkel Bertelsen flot fandt ham med en genial pasning. Svenskeren sendte pucken ind bar Mattias Petterson. Men det blev derved og ikke mere for vendelboerne, der til sidst måtte se hjemmeholdet gøre det til 5-1. Igen åbent hus i de bageste geledder, hvor Sønderjyske startede med at ramme stolpen, inden Matthew Kopperud på en friløber scorede kampens sidste mål.

Der venter et stort arbejde for Mario Simioni for at få banket noget selvtillid, spilleglæde og resultater ind i WH-mandskabet, der på fredag spiller en regulær gyserkamp på hjemmebane mod Rødovre. Her er det sidstepladsen i Metal Ligaen der står på spil.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...