Gå til hoved-indhold
10. november 2025 - kl. 13.11

Silas Rytter leverede til World Finals på Misano

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

​​​​​​​Silas Rytter fra Sæby viste storform i Lamborghini Super Trofeo. Både i EM-sæsonafslutningen og til World Finals.

Årets sæsonafslutning i Lamborghini Super Trofeo er altid en sand maratonforestilling. Allerede mandag var den hurtige nordjyde bag rattet til de indledende træninger, og onsdag startede sæsonafslutningen i Lamborghini Super Trofeo Europe.

Det lykkedes sæbynitten og hans sydafrikanske teamkammerat, Anthony Pretorius, at kvalificere sig som henholdsvis nummer tre og fem til torsdagens to løb. Det første løb var uden store hændelser, og duoen kunne holde femtepladsen helt til målstregen.

Årets sidste løb i Super Trofeo Europe-regi startede Silas Rytter fra tredjepladsen, og på trods af at have tabt en enkelt placering i starten af løbet kørte nordjyden et stærkt løb og afleverede en hurtig bil til teamkammeraten. En oversatsning sendte sydafrikaneren på en snurretur, og selvom han hurtigt var tilbage på banen, var de to kørere henvist til femtepladsen, da løbet sluttede.

- Det var en ærgerlig slutning på et ret godt løb. Jeg tror godt, vi kunne have kørt en podieplacering hjem, men en lille fejl kostede dyrt. Til gengæld var det tydeligt, at vi havde farten med os, så det hjalp på selvtilliden inden weekenden, siger Silas Rytter.

Efter en tiltrængt nats søvn kunne Silas Rytter igen trække i køredragten, da det lørdag ved middagstid gjaldt kvalifikationen til de to World Finals-løb, hvor de bedste kørere fra Lamborghini Super Trofeo Asia og North America stødte til feltet og dermed øgede konkurrencen. Her sikrede Silas Rytter femte bedste startplacering til det første løb, mens Pretorius var 12. hurtigst i sin kvalifikation.

Fra femtepladsen gav nordjyden lørdag eftermiddag alt for at køre sig fremad, og med god og stabil kørsel lykkedes det at sikre fjerdepladsen efter en times hårdt race. Så godt skulle det ikke gå søndag:

- Anthony fik en skidt start fra 12. pladsen, hvor konkurrencen i forvejen er rigtig hård. Derefter fik han en 10 sekunders tidsstraf for at have ramt en anden bil, og for at det ikke skal være løgn, blev han også ramt af en konkurrent og fik en snurretur mere … så jeg kom i bilen på 21. pladsen, og så var der kun én ting at gøre, siger Silas Rytter, som efterfølgende viste, hvad en nordjysk racerkører er gjort af.

Fra første omgang bag rattet satte den ældste Rytter-bror feltets hurtigste omgangstider og kørte sig med imponerende manøvrer hele vejen til 11. pladsen - vel at mærke i verdens hårdeste Lamborghini Super Trofeo-felt. Det er den slags, der lægges mærke til i motorsportens verden.

- Det var et hårdt og virkelig sjovt stint i bilen, og det var måske noget af det bedste, jeg nogensinde har præsteret i en racerbil. På den måde var det også frustrerende at vide, at jeg havde farten til at køre med om sejren, men sådan blev det altså ikke denne gang, siger Silas Rytter, der fik stor ros efter sin indsats på den italienske asfalt.

Han ved også, at det ikke kun var hans indsats bag rattet, der havde indflydelse:

- Jeg er så taknemmelig for den indsats, Leipert Motorsport har lagt i projektet over hele sæsonen. Uden deres ekspertise og hårde arbejde havde vi aldrig kunnet kæmpe med i toppen af feltet. Og så skylder jeg en stor tak til alle de lokale sponsorer, som har været med til at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det sætter jeg stor pris på, siger den unge sæbynit.

Sæsonen er nu slut for begge Rytter-brødrene, men arbejdet for at sætte 2026-sæsonen på skinner har længe været i gang.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...