Gå til hoved-indhold
06. marts 2024 - kl. 00.03

Efter fiasko-sæson: 33-årig back vil fortsætte karrieren i White Hawks

  • 1 af 1
    . Det er den værste følelse, jeg nogensinde har haft som ishockeyspiller, siger Rasmus Søndergaard.
Af: Michael Frederiksen

Fiasko-sæsonen 2023/2024 bliver ikke 33-årige Rasmus Søndergaards sidste i White Hawks-trøjen. Han ønsker at fortsætte ishockeykarrieren, men det kræver naturligvis, at Elite Nord Frederikshavn A/S tilbyder ham en forlængelse.

- Jeg brænder for hockey, så jeg ønsker at fortsætte. Jeg føler også, at jeg har noget at bridrage med. Jeg elsker at komme i hallen, men nu skal jeg først snakke med klubben, siger Rasmus Søndergaard.

Ordene falder i en mobiltelefon, mens bussen med spillere, trænere, materialefolk med flere holder på Circle K i Karlslunde. Det er halvanden time siden, at White Hawks tabte 2-4 til Rødovre Mighty Bulls i den sidste kamp i grundspillet og dermed dumpede ned på niendepladsen, som ikke giver adgang til slutspillet.

Vicekaptajnen, som har spillet ishockey i Frederikshavn nærmest hele sit liv, havde håbet, at han skulle drikke en enkelt øl for at fejre sejren, men nu sidder han i stedet for med en Coca-Cola og en vingummistang.

- Jeg er dybt skuffet, ked af det og frustreret. Jeg brænder for hockey, og derfor gør det rigtigt ondt, at sæsonen er slut. Det er den værste følelse, jeg nogensinde har haft som ishockeyspiller, siger Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn.

Når det er sagt, erkender han, at Frederikshavn er det dårligste hold i Metal Ligaen i denne sæson.

- Det er vi set over 48 kampe. Vi har simpelthen ikke været gode nok. Vi har kun haft én god periode i sæsonen, og det var, da vi i oktober og november vandt seks kampe i træk. Rødovre havde tabt ni kampe i træk, inden de slog os i den afgørende kamp. Det fortæller alt om vores niveau, at vi ikke kan slå dem, mener den rutinerede WH-back.

Han vurderer, at der var tale om en tæt kamp, som kunne have gået begge veje.

- Men vi endte med tabe kampen, og det passer vel meget godt til den sæson, vi har haft. Rødovre scorede på deres chancer, men det gjorde vi ikke - heller ikke i powerplay. Vi var ikke skarpe nok. På papiret har vi et fornuftigt hold, men trods utallige forsøg har vi ikke fået det til at fungere, erkender Rasmus Søndergaard.

Nu skal han pludselig forsøge, om han - ved siden af sit arbejde i Frederikshavn Kommune - kan holde sommerferie fra ishockey allerede i begyndelsen af marts.

- Én ting er stensikkert. Jeg skal ikke se én eneste ishockeykamp. Det gør for ondt. Jeg bliver nok sat til at lave noget derhjemme, og så skal jeg være mere sammen med mine børn.

Rasmus Søndergaard er gift og har to børn. I juli venter familiens tredje barn.

Elite Nord Frederikshavn A/S afslørede i sidste uge, at bestyrelsens målsætning er at skaffe to millioner kroner i ekstra sponsorindtægter, som skal bruges på at skaffe et stærkere hold.

- Det lyder fornuftigt. Der skal flere penge til. Vi har brug for mere kvalitet, og her tænker jeg på profiler, som for alvor kan gøre en forskel, siger Rasmus Søndergaard.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...