Elendigt sommervejr - biografejer er meget tilfreds
- Vejret har været rigtig godt i juli, så vi er meget tilfredse.
Denne melding kommer fra en frederikshavner, der - i modsætning til de fleste andre, som er i Danmark i sommerferien - er yderst tilfreds med det triste sommervejr.
- Vi har mærket en stor søgning i juli, fordi vejret ikke indbyder til strand og grill, siger Kris Søgaard Pedersen, indehaver af Palads Teatret i Frederikshavn.
Han er dog heller ikke i tvivl om, at det er et stærkt og varieret program, som lokker mange gæster en tur i Palads Teatret.
- Vi viser film af høj kvalitet denne sommer. Vi havde blandt andet udsolgt i den store sal til Barbie. Derudover viser vi blandt andet Indiana Jones, Oppenheimer, Mission Impossible og Elementært. Det er film, som rammer bredt, og de kører videre i august, så det tegner lovende, siger Kris Søgaard Pedersen.
Mens biografejeren altså jubler over juli-vejret, var det svært for ham at finde smilet frem i maj og juni, hvor sommeren tyvstartede.
- Det var ikke sjovt at være med til, bemærker Kris Søgaard Pedersen.
Palads Teatret er ikke det eneste sted i Frederikshavn, som noterer et stigende antal gæster i sommerkulden. I Terminalen1 i Skippergade er der gang i udlejningen af bowlingbaner.
- Vi oplever en stor opbakning fra både de lokale og turisterne nær Frederikshavn. I uge 28 havde vi godt besøg fra Cup No.1, som også benyttede sig meget af rabatten på 20 procent, som vi kører i hele juli. Vi kan også se, at flere af de lokale kommer op til flere gange om ugen. Flere dage har vi haft fuldt booket, så vi opfordrer til at ringe og booke på forhånd, siger eventkoordinator Mia Steenberg, Terminalen1.