Gå til hoved-indhold
24. februar 2020 - kl. 14.02

Elever fra Skagen maler kunst til Dronningen

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Der bliver trængsel i malerværkstedet på Skagens Museum i morgen, når eleverne fra Skagen Skole tjekker ind.
  • 4 af 4
    Der bliver trængsel i malerværkstedet på Skagens Museum i morgen, når eleverne fra Skagen Skole tjekker ind.
Af: Kanal Frederikshavn

Når Danmarks regent 16. april fejrer sin 80 års fødselsdag, vil der blandt gaverne være et kunstværk malet af en elev fra 3. klasse på Skagen Skole. 

Eleverne maler billederne på Skagens Museum under kyndig vejledning af museets kunstformidler Ane Bjerg Thomsen tirsdag 25. februar.

To 3. klasser fra Skagen Skole maler kunst som et bidrag til den fælleskommunale gave i anledning af Dronning Margrethes 80-års fødselsdag.

Kommunernes Landsforening (KL) har taget initiativ til gaven, som består i, at alle kommuner bidrager med ét maleri lavet af elever i 3. klasse. Valget er faldet på 3. klasserne fra Skagen Skole, da Skagen er stærkt forbundet med kunst og verdensberømte kunstnere.

- Vi har allieret os med Skagens Museum, som Skagen Skole i forvejen har et fortrinligt samarbejde med. Eleverne glæder sig helt vildt til at male, og de synes, det er spændende, at de får lov til at være med i gaven til Dronningen, siger Jakob Skytte Jakobsen, afdelingsleder, Skoledistrikt Nord, Frederikshavn Kommune.

Der bliver trængsel i malerværkstedet på Skagens Museum i morgen, når eleverne fra Skagen Skole tjekker ind. Kunstformidler Ane Bjerg Thomsen står klar med farver og pensler, når 17 drenge indfinder sig kl. 8.15-10.15, og 31 piger overtager værktøjet kl. 10.30-12.30.

KL har sat rammen for motivet: Der skal indgå et portræt af Dronningen og et vartegn. I Skagen skal eleverne male deres egen version af P.S. Krøyers berømte billede Sommeraftener på Skagen Sønderstrand.

En lokal jury bestående af borgmester Birgit S. Hansen og kunstformidler Ane Bjerg Thomsen kårer vinderen af konkurrencen fredag 28. februar. Juryen kårer også en andenplads. Vinderne får en tur til København for at deltage i en ceremoni på Christiansborg Slot 15. april, hvor malerierne præsenteres for Dronningen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...