Skagen afvikles – og alle ser til - Skagen kalder på handling - hvor er det politiske mod?

Det rejser også et nærliggende spørgsmål:

Er tilbageholdenheden fra politisk side et udtryk for manglende vilje eller en bekymring for, hvad det kan koste i stemmer?

Det, der for mange år siden skete i Gl. Skagen, sker nu – med stigende hastighed - i selve Skagen by.

Forskellen er, at vi denne gang ikke kan sige - vi ikke vidste det.

Rundt omkring i Danmark reagerer flere attraktive byer og ø-samfund nu. Man skærper håndhævelsen af bopælspligt og forsøger at bremse udviklingen, der presser helårslivet ud. Erfaringen er klar - uden styring forsvinder det faste liv.

I Skagen står vi med det mest markante eksempel. Omkring 2.300 helårshuse er reelt blevet fritidsboliger – en danmarksrekord.

Hvad gør vi?

Politikere, erhvervsliv og relevante foreninger ser stiltiende til.

Det er svært at forstå.

For konsekvenserne er tydelige - svækket skattegrundlag, færre fastboende, tomme klasselokaler, svækket foreningsliv, mindre helårsomsætning i butikkerne og et erhvervsliv, der i stigende grad mangler den arbejdskraft, det er afhængigt af.

Hvor er byens store arbejdspladser henne?
Mener I virkelig, at det her ikke er jeres problem?

Indpendling er ikke en løsning. Det er en nødløsning, som hverken skaber stabilitet, tilknytning eller et bæredygtigt lokalsamfund.

Samtidig mangler vi et oplyst grundlag for at kunne handle: Hvor mange arbejdspladser i Skagen er i dag besat af personer, der bor i byen? Hvor mange er pendlere? Hvor mange stillinger er reelt vanskelige at besætte på grund af boligmarkedet?

Hvor ejendomme kan byen tåle, der yderligere bliver solgt til fritidsboliger?

Hvordan ser alderssammensætningen egentlig ud – nu og fremadrettet?
Har vi en udvikling, hvor de erhvervsaktive og børnefamilierne forsvinder, mens andelen af ældre og deltidsbeboere stiger?

De tal er afgørende for at forstå, hvad det er for en by, vi er ved at udvikle os til.

Uden de svar risikerer vi at fortsætte i blinde – ikke fordi vi har valgt en retning, men fordi vi undlader at tage stilling.

Det værste er ikke at handle og tage fejl. Det værste er at lade udviklingen fortsætte, indtil nogen konstaterer, at det er for sent.

Midt i det hele står de ca. 2.300 "deltidsskagboer". Mange af dem har valgt Skagen, fordi de holder af byen. Her ligger også en mulighed - at invitere dem ind i løsningen – f.eks. via Bytinget – så de bliver en aktiv del af dialogen om byens fremtid og en del af byen.

Hvorfor accepterer vi en udvikling, som man andre steder i landet forsøger at bremse?

Hvor er presset fra erhvervslivet, som i sidste ende står med regningen i form af mangel på arbejdskraft?

Hvor er det politiske mod til at gå aktivt ind i problemet og få det belyst og konsekvensberegnet?

Mon ret mange ønsker at overlade en tidligere levende by til kommende generationer – en by, der langsomt reduceres til en sæsonby?

Vi ved, hvad der sker. Vi kan se det.

Spørgsmålet er ikke længere om – men om vi vælger at gøre noget, før det er for sent.

Eller sidder vi bare og venter på, at huspriserne styrer Skagens afvikling?

Hvis man er bekymret for Skagens fremtid, er tiden måske kommet til at give sig til kende. Ikke for at pege fingre – men for at starte en åben og ærlig debat om, hvilken by vi ønsker at give videre.

For der er stadig meget at bevare.
Og måske endnu tid til at handle – hvis nok vil.