Gå til hoved-indhold
06. maj 2026 - kl. 00.05

Kommune klar til at droppe tilberedning af varm mad på alle plejecentre

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Fra 2030 er det slut med at tilberede varm mad på alle 12 plejecentre i Frederikshavn Kommune. Det har det borgerlige flertal i Udvalget for Ældre, Social og Handicap vedtaget med stemmerne 4-3.

I dag er ni ud af kommunens 12 plejecentre organiseret som Leve-Bo. Her tilberedes maden i de huse, hvor beboerne bor. Formålet er, at beboerne kan være tæt på madlavningen, deltage i processen og nyde duften af den mad, der bliver lavet.

Center for Sundhed og Pleje bemærker, at det i praksis har vist sig, at mange beboere i Leve-Bo-miljøerne har svært ved at deltage i madlavningen på grund af deres helbredsmæssige udfordringer. Derudover oplever beboere, at støj og uro fra madlavningen i fællesarealerne kan være belastende.

Madordningen spares væk fra 2030. Udvalget skal finde besparelser på i alt 11,9 millioner kroner, og ved at droppe madlavningen i de enkelte huse kan se spares 2,2 millioner kroner årligt. Det forventes, at antallet af medarbejdere reduceres med seks.

Det foreslås at omlægge de ni Leve-Bo-enheder til plejecentre med modtagekøkken. En omlægning vil reducere taksten for plejecentrene. Beboerne på plejecentrene/Leve-Bo-enhederne betaler både for maden, selve produktionen og det nødvendige inventar.

Det anbefales at gennemføre et udbud på levering af varm mad til plejecentrene.

Plejecentrene vil fortsat have mulighed for at involvere beboerne i frembringelsen af kold mad, og beboerne vil fortsat kunne dufte den varme mad, når den varmes op/serveres.

Nedlæggelsen af madtilberedningen er ét af flere forslag, som Thomas Hjort (O), Bent Bøgsted (DD), Bodil Krogh (V) og Susanne Marianne Møller (DD stemte for.

Imod stemte Brian Kjær (A), Peter E. Nielsen (A) og Jane Bengtsen (F).

Socialdemokratiet og SF kan ikke tilslutte sig udvalgsbaserede besparelsesøvelser, da det udgør en de facto videreførelse af 1 %-besparelser. Budgettilpasninger ifølge S og SF bør ske politisk og samlet på tværs af udvalg i budgetforhandlingerne mellem første og anden behandling af budgettet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...