Gå til hoved-indhold
06. maj 2026 - kl. 23.05

Information til borgerne fra Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser

  • 1 af 1
Af  Jens Nygaard

Formand Jens Nygaard (DD), Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser, har skrevet dette indlæg efter udvalgets møde i dag. Man kan som altid læse et komplet referat fra udvalgsmødet på kommunens hjemmeside.

Udvalget består af formand Jens Nygaard (DD), næstformand Thomas Jørgensen (V), Mogens Brag (V), Peter Sørensen (C), Gitte Killerich (A), Erik Kyed Trolle (A) og Jane Bengtsen (SF).

Udvalget var 6. maj samlet og besluttede igangsættelse af planlægning for kommuneplantillæg og lokalplan for erhvervsområdet Strandbylund, 9970 Strandby.

Den var på ved sidste møde 22. april, men grundet ny viden omkring de udfordrede trafikale forhold, specielt omkring de bløde trafikanter, valgte udvalget at sende den tilbage, og nu er den så kommet på igen, hvor administrationen - som en del af planprocessen, henset til, at der også er tale om en udvidelse af aktiviteterne på genbrugsstationen - vil belyse eventuelle trafikale forhold.

Et flertal i udvalget besluttede også at vedtage "Lokalplan omkring H. C Ørsteds Vej 1-3", som allerede har været fremlagt i offentlig høring.

Planforslaget er udarbejdet med henblik på at udvide anvendelsesmulighederne for ejendommen, så ejendommen fremover kan anvendes til udvalgsvarebutikker, herunder også butikker med særligt pladskrævende varegrupper i overensstemmelse med områdets karakter.

Der vil med planforslaget ikke kunne etableres dagligvarebutikker i det lokalplanområde, da vi i udvalget ikke ønsker at flytte det allerede gode handelsliv væk fra midtbyen.

Peter Sørensen fra C mente dog, at at der var en risiko for, at midtbyens handelsliv ville kunne påvirkes negativt og stemte dermed imod. Jane Bengtsen fra SF valgte at undlade at stemme.

Udvalget besluttede ligeledes at vedtage lokalplan, som omfatter et område på ca. 12.000 m2 og er beliggende på Nørrevej 30-32, Kommuneplantillæg for Strandby Havbad, som også har været fremlagt i offentlig høring. Høringssvarene er både positive og negative over for planforslaget, men dog overvejende positive med 17 negative og 41 positive.

Planforslagene indeholder kort og godt en ændring af områdets anvendelse fra bolig til rekreativt område. Planforslaget muliggør etableringen af omklædning, sauna, udendørsbruser, opholdsterrasse samt tidssvarende toiletfaciliteter og en badebro, der indrettes, så også gangbesværede kan benytte faciliteterne. Ydermere kan der etableres primitive shelters og et legeområde.

Planforslaget indebærer samtidig, at den nuværende skråparkering ved Nørrevej erstattes med et parkeringsområde inden for lokalplanområdet. Dette gøres for at mindske trafikale gener for de omkringliggende boliger og for at sikre bedre parkeringsmuligheder. Planforslaget udlægger desuden et areal til cykelparkering.

Som det sidste stemte udvalget også ja til ændring af planarbejdet for Ålbæk Havn til en byggeretsgivende lokalplan, som er et kommunalt ejet areal.

Administrationen har haft møder med repræsentanter fra en idégruppe, der bl.a. er repræsenteret via Aalbæk Handels & Håndværkerforening, med udgangspunkt i, at havnen skal være en rekreativ lystbådehavn, der understøtter lokalsamfundet og gæster i området under hensyntagen til eksisterende erhverv. Vi er alle i udvalget glade for, at der nu endeligt sker noget på dette område.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...