Emilievejs Fisk åbnede i dag - vil være bedst og billigst i Nordjylland
I dag kl. 10.00 åbnede Emilievejs Fisk i den tidligere slagterforretning. Butikken kommer til at bugne med lækkert fersk fisk, røgvarer fra eget røgeri, delikatesser og eksotiske fisk. Og ambitionen er at blive Nordjyllands bedste og billigste fiskebutik.
- Vi glæder os til endelig at præsentere byens nye fiskebutik. Vi er klar med en masse lækker fisk, og fredag vil der også være smagsprøver og hjemmelavede salater med fisk, fortæller Dan Frydkjær fra Emilievejs Fisk.
Drejer man vejen forbi den nye forretning byder den på fiskefrikadeller, røget laks og fersk fisk fra lokale aktioner.
- Det er eksempelvis torsk, laks, hellefisk og meget mere. Vi får også mere eksotiske fisk, som er importeret, og vi har også gang i vores eget røgeri, så vi har lækre røgvarer på lager. Der er en afdeling med delikatesser, hvor vi har sliders og hjemmelavede fiskesalater, ligesom der er mulighed for at købe lækker vin fra den lokale Vinspecialisten samt andre delikatesser, siger Dan Frydkjær.
Og ambitionen er klar hos den nye fiskebutik.
- Vi vil være Nordjyllands bedste og billigste fiskebutik, hvor vi har alt, hvad et fiskehjerte kan begære. Delikatessen i vores køledisk vil løbende blive udvidet med nye og spændende retter, hvilket vi dog først er klar til i næste uge. Der vil ske en løbende produktudvikling, så vi hele tiden kan præsentere noget nyt. Samtidig vil vi have take away og fredag starter vi med stjerneskud og fiskesliders i forskellige varianter. Og vi glæder os til at præsentere vores nye butik for en masse fiskeglade kunder, understreger Dan Frydkjær.
Emilievejs Fisk har åbent mandag til fredag fra kl. 10.00-17.30 samt lørdag fra kl. 10.00-14.00.








































