En aften med noget af det bedste danske bluesmusik
- Se flere fotos under artiklen. Foto: Jørn Spelling
Som hun stod der på scenen i Det Musiske Hus lørdag aften, barfodet og i lette gevandter og krængede sit inderste ud i saftigt swingende soulbluessange - Margrethe Grarup i spidsen for Marie Grarup Allstars - kunne man ikke undgå at komme til at tænke på Anisette i dennes storhedstid.
Masser af vokal power og udstråling. Af og til dukkede også Aretha Franklin op tankerne. Ikke de værste at blive sammenlignet med.
Der var lagt op til fest, som Marie Grarup indledningsvist sagde, og det blev indfriet til fulde. Marie Grarup har en fantastisk stemme, og hun forstår at bruge den, hvad enten det er stille og dybfølt som i gruppens version af Gershwins ”Summertime” eller for fuld udblæsning som på powerballader som Percy Mayfields ”Send me someone to love”.
Gruppen lagde ud med B.B Kings ”Playing with my friends” -en passende titel for en koncertaften, hvor musikerne rigtigt var i herligt legehumør og spillede fint op til hinanden - med plads til masser af lækre soloer fra alle.
Guitaristen Uffe Steen, der tidligere på året modtog Danish Music Awards live-pris, er den nok ypperste blandt danske bluesguitarister, og han fik rig lejlighed til at vise sin tekniske kunnen. Og så ser han endda ikke engang ud til at virke vældig anstrengt i de ekvilibristiske fingergymnastikøvelser.
Han var ofte i et tæt pingpong samspil med saxofonisten Niels Mathiasen, der fik rig lejlighed til både smukt lyrisk at supplere Grarup på Lonnie Johnsons ”Tomorrow night” og give fuld skrue på mange andre numre.
På ”Ain’t nobody’s business” der indledte andet sæt, var det kun bas og saxofon, der ledsagede Marie Krarup i smuk og enkelt version, hvor Niels Nello Mogensen på sin gamle slidte Fenderbas viste, at bassen kan andet end blot at være en del af rytmegruppen.
Evigt smilende Palle Hjorth mestrede totalt sit Hammond B3, så det af og til var, som væggene dirrede i Det Musiske Hus. Det var en fantastisk lyd, og det blev brugt flittigt til soloer - ikke mindst i en forrygende duel med Uffe Steens guitar på Bobby Timmons instrumentalnummeret ”Moanin".
Trommeslagere lever i sagens natur ofte en lidt tilbagetrukket tilværelse på grund af deres placering i opstillingen, men de er aldeles uundværlige, og således lagde Esben Bach med sit spil da også et solidt rytmisk fundament i sangene. Heldigvis blev der også plads til en trommesolo med masser af rytmefigurer -nogle leveret i et hæsblæsende tempo.
Det var en aften med noget af det bedste, dansk bluesmusik kan mønstre. I parentes kan det bemærkes, at bandets live-CD, "That’s What Love Can Do", blev nomineret til en Danish Music Award for bedste blues-udgivelse. Det siger noget om kvaliteten.
