Er der da slet ikke et fornuftigt menneske blandt politikerne?
Marianne Bille Jensen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Jeg er meget meget bekymret over, at jeg nu kan læse, at borgernes vasketøj skal køres til Aalborg. Tøjvask er en af kerneopgaverne, og det tager ikke mange sekunder at sætte en maskine tøj over.
Jeg har set videoen fra det private firma, der har en ansat til at svare på spørgsmål, og så ringer borgerne ind for at høre, hvornår de får deres tøj, Men der trænger sig mange spørgsmål på nu.
Hvem skal betale ? For det hører vel til under kerneopgaven, som man som minimum er berettiget til. Hvad med bæredygtighed? Tøj skal køres rundt og til Aalborg?
Jeg vil meget gerne se det regnestykke.
Men hvis det er, fordi man ikke kan rekruttere sosu’er, så synes jeg virkelig, man skulle tænke over, hvorfor man ikke kan få personale. Skab et ordentligt arbejdsmiljø. Lad de ansatte få lidt mere tid hos borgerne.
Igen må jeg også pege på det katastrofale i, at ældre borgere, der er syge og rigtig gerne vil på plejehjem, ikke kan få en plads og derfor sidder ensomme og utrygge i egen bolig.
Først når man er døden nær, kan man måske få en plejebolig. De svage ældre, der sidder i eget hjem, har ofte næsten ikke kontakt med andre end de, der kommer fra hjemmeplejen. De ser frem til den smule kontakt med et menneske.
Det er en rigtig dårlig idé i mine øjne.
Og hvad med fleksibilitet? Sker der uheld, og der pludselig skal vaskes en dyne. Hvad gør man så?
Jeg ser frem til at få svar fra vores politikere. Hvad tænker I dog på? Får de ansatte den tid, de brugte på tøjvask, til samvær med borgeren ? Det tvivler jeg på.
Man taler også om at lukke køkkener, så mad også skal køres rundt. Er der da slet ikke et fornuftigt menneske blandt politikerne, der kan se, det er helt tosset.




































