Et levende Jerup kræver, at vi bruger det, vi gerne vil bevare 

Efter sommerferien er der kun indskrevet tre børnehavebørn og fem vuggestuebørn i Mariehønen, selv om der aktuelt bor omkring 22 børn i det lokale område.

Og hvad fortæller det os?

Fortæller det, at behovet for en lokal institution er for lille? Eller fortæller det også noget om, at vi som borgere nogle gange træffer valg ud fra, hvad der passer bedst til os selv her og nu, uden nødvendigvis at tænke over, hvad vores valg betyder for det lokalsamfund, vi samtidig ønsker at bevare?

Jeg mener ikke, at forældre skal have dårlig samvittighed over at vælge en anden institution. Selvfølgelig skal barnets trivsel og familiens hverdag komme først...altid!

Men vi er nødt til at turde tale om sammenhængen mellem vores individuelle valg og vores fælles muligheder.

Hvis vi ønsker en skole i landsbyen, skal børnene gå på skolen.

Hvis vi ønsker en købmand, skal vi handle hos købmanden.

Hvis vi ønsker stærke foreninger, skal vi melde os ind og engagere os.

Og hvis vi ønsker en lokal daginstitution, er vi også nødt til at overveje, om vi vil bruge den.

Lokale tilbud er mere end et kommunalt budget
En institution som Mariehønen er ikke bare et sted, hvor børn bliver passet, mens forældrene går på arbejde. Det er en del af landsbyens infrastruktur og fællesskab.

Her møder børn andre børn fra nærområdet. Her lærer forældre hinanden at kende. Her skabes relationer og netværk, som kan være med til at gøre, at familier bliver boende – og at nye familier føler sig velkomne, når de flytter til.

Derfor bliver lukningen af et lokalt tilbud også et spørgsmål om bosætning og landsbyens fremtid.

Hvis vi gerne vil have flere børnefamilier til at flytte til vores landsbyer, skal vi kunne fortælle dem, at her er et lokalt fællesskab og gode tilbud tæt på.

Men tilbuddene kan ikke eksistere alene, fordi vi synes, de er vigtige. De skal bruges.

Kommunen har også et ansvar
Vi er bevidste om, at det ikke er så enkelt som at sige: "Så skal institutionen bare fortsætte."

Som kommunalpolitikere har vi et ansvar for at bruge vores fælles skattekroner fornuftigt. Vi skal se på økonomi, kvalitet, kapacitet, personaleforhold og udviklingen i børnetallet.

Færre tilbud kan gøre landsbyen mindre attraktiv. Færre børnefamilier betyder færre børn – og så bliver grundlaget for endnu et lokalt tilbud mindre.

Vi har alle et ansvar.

Sagen om Mariehønen bør føre til mere end en beslutning om én institution. Den bør give anledning til en samtale i Jerup – og i vores øvrige landsbysamfund:

Hvad vil vi gerne bevare, og hvad er vi selv villige til at gøre for at bevare det?

Hvis der bor omkring 22 børn i det lokale område, men kun otte er indskrevet i den lokale institution, synes jeg, det er relevant at spørge hvorfor.

Er der noget, institutionen kan gøre anderledes?

Er der noget, kommunen kan gøre anderledes?

Er der noget, forældrene efterspørger, som ikke bliver imødekommet?

Og har vi som lokalsamfund været gode nok til at fortælle nye familier, hvad vi faktisk har at tilbyde?

Det er spørgsmål, vi politikere bør stille, før vi konkluderer, at et lokalt tilbud ikke længere har sin berettigelse.

For mig handler landsbyudvikling ikke kun om veje, byggegrunde og huse.

Det handler om mennesker. Om børn. Om foreninger. Om arbejdspladser. Om fællesskab. Og om de små institutioner og mødesteder, hvor vi møder hinanden.

Et lokalsamfund kan ikke overleve alene på kommunale bevillinger og gode intentioner.

Det kræver borgere, der bruger tilbuddene, engagerer sig, handler lokalt og bakker op om foreningerne og institutionerne.

Så hvis vi vil have levende landsbyer, skal vi ikke kun spørge:

"Hvad kan kommunen gøre for os?"

Vi skal også spørge:

"Hvad kan vi gøre for vores landsby?"

Det er efter min mening en afgørende samtale, hvis vi også om 10, 20 og 30 år skal have levende landsbysamfund i Frederikshavn Kommune.