Familie slap væk fra brændende båd i morges
En familie med et lille barn blev søndag morgen reddet i land fra deres brændende båd øst for Hirsholmene.
Både Sæby Redningsstation og Skagen Redningsstation blev søndag kl. 7.35 alarmeret. Røgen kunne tydeligt ses fra Sæby Havn til trods for, der var omkring 10 sømil til havaristen.
En redningshelikopter, tre ambulancer og en politipatrulje deltog også i arbejdet.
Ombord var en familie på tre personer, inklusiv et lille barn. De var gået ombord i deres slæbejolle og var blevet taget ombord af en anden lystbåd.
- I samarbejde med redningshelikopteren og den civile båd blev vi enige om at overtage de tre havarister og sejle dem i havn til de ventende ambulancer, da vores fart er betydeligt højere end de fleste lystbåde. Vi gav barnet en af vores redningsbamser, skriver Sæby Redningsstation på Facebook.
De tre personer blev overgivet til behandling og observation for røg ved ambulancerne.
Herefter gik turen retur til den brændende båd, hvor Skagen Redningsstation var gået i gang med slukningsforsøg. På dette tidspunkt var båden temmelig udbrændt og kort tid efter sank den på 27 meter vand.