FfI's babyer vandt sæsonpremieren i serie 1
Med hele ni U19-spillere og blot fem seniorspillere på holdkortet tog FfI's serie 1-hold en flot 2-1-sejr i premierekampen ude mod oprykkerne fra Hirtshals.
Der var kun spillet små 10 minutter, da FfI kom på måltavlen. Hjemmeholdets offsidefælde kiksede, og det udnyttede Lucas Olesen, da han på en friløber sendte bolden i netmaskerne. Drømmestart for det unge FfI-mandskab, der ikke havde bolden meget, men til gengæld var giftige på kontraangreb.
FfI havde efterfølgende chancer til flere scoringer, hvor både Matas Karalius og Magnus Skovgaard havde et par store muligheder for at udbygge føringen.
Efter pausen var det hjemmeholdet, der totalt sad på kampen, men farligt blev det sjældent, og det, der kom, tog keeper Troels Kvesel Aaen sig af på fornemste vis.
Efter 78 minutter pegede dommer Kasper Torp, der i øvrigt havde debut i serie 1, på straffesparkspletten, og Malthe Koch fordoblede føringen til FfI, der i den periode af kampen ellers begyndte at se lidt brugte ud.
Hirtshals reducerede med 10 minutter igen, men FfI red stormen af og kunne sætte tre vigtige point ind på kontoen.
Målmand Troels Kvesel Aaen var godt tilfreds med sejren og roste det amputerede FfI-mandskab, der stillede op i Hirtshals her i eftermiddag.
- Jeg er især stolt af vores første halvleg i dag. Den var lige efter bogen, mens anden halvleg var på Hirtshals præmisser. Men her får vi heldigvis kriget den hjem til sidst. Vi har en god håndfuld spillere i seniorafdelingen, der er på Smukfest, og enkelte, der stadig er på ferie, så vi manglede en del i dag, lød det efter kampen fra en glad FfI-keeper.
Kan man kalde jer for et babyhold i dag?
- ,Ja det kan du godt - med to fædre i mig og Jack (Vejle, red) nede bagved, lød det med et stort grin fra FfI-keeperen.
- Men vi viser, at vi er en sammentømret enhed, trods vi har så mange unge spillere med, der er blevet hevet op på førsteholdet. Men de unge er heldigvis vant til at spille sammen, så det betyder rigtig meget. De kender godt planen, og her er det den røde tråd, vi arbejder på i klubben, som begynder at give pote, når de unge ved, hvad der skal ske.
Hvad betyder den her sejr i Hirtshals for jer?
- Det betyder meget, at vi kommer godt i gang. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den her sommeropstart har været lidt sløj, og vi har kun haft små 14 dage til at forberede os. Der er mange, der har været på ferie, så de her 14 dage til at komme i gang er lige lidt nok, erkender FfI-keeperen.
Holdet har nu en uge til at komme endnu mere i form, inden Aalborg Chang gæster DRINX ARENA.